Kort efter den russiske præsident, Vladimir Putin, og den amerikanske præsident, Donald Trump, havde hilst på hinanden første gang på amerikansk jord, opstod der en opsigtsvækkende detalje.
Den fandt sted, mens de to præsidenter stod på et podium med teksten 'Alaska 2025' – hvor topmødet finder sted.
Her kunne man høre en tilstedeværende journalist råbe til den russiske præsident:
»Præsident Putin,« lød det fra journalisten, der fortsatte:
»Hvornår vil du stoppe med at dræbe civile?« lød det.
Den russiske præsident hørte helt åbenlyst, at der blev råbt noget i hans retning.
Putin pegede nemlig mod sit ene øre. En gestus, der kunne tolkes som om, Putin ikke kunne høre, hvad der blev sagt.
Forinden var både Donald Trump og Vladimir Putin landet på Elmendorf – Richardson-basen ved Alaskas største by, Anchorage.
Her gik de to præsidenter nærmest simultant ud af deres fly. Og med store smil gav de hinanden et langt håndtryk.
Lige inden havde Donald Trump klappet af sin russiske kollega, mens Putin gik på den røde løber.
Efter de havde fået taget billeder sammen, gik de videre til en ventende bil og kørte til det sted på militærbasen, hvor de skulle indlede deres samtaler.