Når Donald Trump lørdag på sin fødselsdag våger over den stort anlagte militærparade i Washington, D.C., vil han blive mødt med et enormt svar.
Det anslås, at millioner af amerikanere går på gaden i alle 50 delstater for at vise deres utilfredshed med præsidenten.
Mange amerikanere har fået nok.
Kun få måneder inde i præsident Donald Trumps anden tur i Det Hvide Hus har de tænkt sig at sige fra.
Det sker lørdag 14. juni.
Her markeres den amerikanske hærs 250 års jubilæum med en militærparade i hovedstaden Washington, D.C.
Paraden har fået en del mere opmærksomhed, end den formentlig ville have fået under enhver anden præsident i USA.
Det skyldes, at 14. juni ikke bare er 250-året for oprettelsen af den amerikanske hær. Det er også fødselsdagen for præsident Trump, der fylder 79. Og derfor er paraden også delvist til ære for præsidenten.
Det betyder, at den er blevet skaleret op, så den vil komme til at bestå af omkring 6000 soldater, 150 militærkøretøjer – inklusiv kampvogne – 50 militærfly samt musik og fyrværkeri.
I alt anslås det, at paraden løber op i en pris på mellem 25 og 45 millioner dollar – et sted mellem 160-290 millioner kroner – hvilket er uden udgifter til sikkerhed mv.
Donald Trumps store parade bliver dog mødt med voldsom kritik fra flere sider.
Over hele USA planlægges der mere end 1800 demonstrationer mod præsidenten. De vil finde sted i alle 50 delstater samt flere territorier som for eksempel Puerto Rico.
Fra folkene bag demonstrationerne, der kalder sig No Kings, lyder det, at man vil sige fra over for Trump.
»Den 14. juni – Flagdagen – ønsker præsident Trump kampvogne i gaderne og en tv-iscenesat opvisning i dominans på sin fødselsdag. Et spektakel, der skal ligne styrke. Men reel magt opstår ikke i Washington. Den vokser frem alle andre steder,« lyder det fra folkene bag på nokings.org.
Det slås videre fast, at der er tale om 'modstand' mod den amerikanske præsident.
»Fra storbyens gader til små landsbyer, fra domstole til lokale parker, der handler vi og afviser det autoritære – vi viser verden, hvordan demokrati virkelig ser ud,« skrives det.
Netop præsident Trump er nærmest siden sin indsættelse i januar blevet beskyldt for at være en despot in spe af modstandere, demokrater og venstreorienterede.
Det skyldes blandt andet Trumps mange angreb på medier, hans afvisning af præsidentvalget i 2020, hvor han tabte til Joe Biden, hans pres på de amerikanske institutioner, hans forsøg på at underminere domstolene og senest hans indsættelse af Nationalgarden og marinesoldater i Los Angeles.
Hos No Kings har man opfordret til ikke at afholde demonstrationer og protester i Washington, DC, i forbindelse med den stort anlagte militærparade.
Det skyldes, at man ønsker at flytte opmærksomheden bort fra hovedstaden og Trumps parade.
Alligevel er der planlagt enkelte demonstrationer i hovedstadsområdet.
Og det fik tidligere Donald Trump til at rase og true med, at demonstrationer i forbindelse med militærparaden vil blive mødt med 'meget voldsom styrke'.
Hvor mange, der præcis dukker op til demonstrationerne, står ikke klart, men det anslås, at flere millioner vil deltage.