Under den største enkeltstående razzia i den amerikanske præsident, Donald Trumps, landsdækkende anti-indvandringskampagne blev i alt 300 sydkoreanske ansatte på en Hyundai Motor-fabrik i Georgia i USA torsdag anholdt.
Flere spekulerer i, om aktionen har haft negative konsekvenser for Trumps forhold til Sydkorea, som har meldt ud, at de sydkoreanske medarbejdere bliver løsladt og sendt tilbage til deres hjemland – og nu reagerer Trump selv på anholdelserne:
»Jeg opfordrer hermed alle udenlandske virksomheder, der investerer i USA, til at respektere vores lands immigrationslove,« skrev den amerikanske præsident søndag på Truth Social.
I alt blev næsten 500 ansatte ifølge BBC anholdt under ransagningen under påstand om at have arbejdet på fabrikken på ulovlig vis.
300 ansatte var altså angiveligt af sydkoreansk afstamning, mens mindst 23 ifølge The Guardian havde mexicansk pas.
Mediet skriver desuden, at razziaen synes at »have belastet det langvarige diplomatiske og økonomiske forhold« de to lande imellem – og Trump sender da også en venlig opfordring til de udenlandske virksomheder:
»Jeres investeringer er velkomne, og vi opfordrer jer til at bringe jeres meget dygtige medarbejdere til landet på lovlig vis … Det eneste, vi beder om til gengæld, er, at I ansætter og uddanner amerikanske arbejdere,« skrev han videre på sit eget sociale medie søndag.
Ifølge The Guardian skrev Trump opslaget, kort efter han havde fortalt den amerikanske presse, at han ville kigge på, hvad der var sket, og at det ikke havde skadet hans forhold til Sydkorea.