Søndag aften er en aftale om 15 procents told på varer til USA bekræftet af USAs præsident, Donald Trump, og EU-kommissionsformand, Ursula von der Leyen.
En toldsats, som kommer til at ramme særligt nogle virksomheder, men det kunne være langt værre, lyder det fra økonom hos Jyske Bank, Mikkel Høegh.
»Set i lyset af. hvad det kunne have været, er det billigt sluppet,« lyder det fra Mikkel Høegh.
I foråret varslede Donald Trump en straftold til EU på 20 procent, men søndag lyder aftalen på, at EU skal betale en told på 15 procent, når varer eksporteres til USA.
En toldstats som betyder, at prisen på de dansk producerede varer kommer til at stige i USA, forklarer Mikkel Høegh.
Og det er noget, der vil kunne mærkes i nogle dele i det danske erhvervsliv:
»Når man som forbruger oplever, at en vare bliver dyrere, kigger man efter et billigere alternativ eller stopper med at købe det. I det lys må man forvente, at efterspørgslen på nogle danske vare falder,« lyder det fra økonomen.
Adspurgt specifikt om, hvad hvilke dele af dansk erhvervsliv, der vil mærke en faldende efterspørgsel, peger Mikkel Høegh på de producenter, som laver varer, der ikke har et oplagt alternativ.
»De sektorer, hvor de bliver ramt hårdest, er dem, der har varer, som ligner hinanden. Det vil sige, at hvis man eksempelvis producerer tøj, så vil man mærke tolden hårdere, end hvis virksomheden laver et specialværktøj, hvor der kun er en producent i verden,« siger Mikkel Høegh og tilføjer:
»Noget af det, der driver Danmarks eksportmarked, er medicin, og det bliver i forvejen produceret i USA, så det går formentlig fri.«
Økonomen påpeger, at Danmark eksporterer en del unikke produkter.
Udover medicin nævner han for som eksempel termostater og resten af energiomstillingssektoren, der vil blive ramt knap så hårdt.
»Måske koster det lidt i nogle sektorer, men det kunne være meget værre. Lad os nu se, hvad den langsigtede virkning er,« lyder det fra Mikkel Høegh.