De har efterfølgende smilet, og de har smidt om sig med de positive vendinger.
Men den uafhængige sikkerhedsekspert Jacob Kaarsbo er ikke så duperet af aftenens og nattens topmøde mellem USA-præsident Donald Trump, Ukraine-præsident Volodymyr Zelenskyj og de syv europæiske toppolitikere.
»Kosmetisk ser det 'åh, så fint' ud, men kradser man lidt i makeuppen, er vi jo ikke kommet en millimeter tættere på fred i Ukraine,« konstaterer han.
Og ifølge Jacob Kaarsbo skyldes det ganske enkelt det, der tilsyneladende ikke blev talt om. Helt afgørende emner:
- Donbas og generel afgivelse af ukrainsk territorium til Rusland.
- De kidnappede ukrainske børn.
Og godt nok er der fra mødedeltagerne talt en del om at give sikkerhedsgarantier til Ukraine, men heller ikke her ser den danske sikkerhedsekspert med en fortid som chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) noget reelt gennembrud.
»Djævlen er jo for pokker i detaljen, fordi der er jo blevet givet sikkerhedsgarantier til Ukraine før. Det ved alle, og det ved Putin også, og det er der jo ingen, der historisk har stillet sig bag,« siger Jacob Kaarsbo:
»Det er på bordet, det er blevet diskuteret, men der er jo ikke noget føde på det ben overhovedet. Endnu. Og så længe vi bare snakker 'varmluftssikkerhedsgarantier' vil det ikke være en 'dealbreaker' i forhold til Putin.«
Så måske er der en helt anden grund til, at de syv europæiske politikere havde de store smil fremme efter mødet med Donald Trump.
Igen på grund af noget, der ikke skete i Det Hvide Hus.
For set fra et europæisk synspunkt var succeskriteriet nok i virkeligheden et helt andet end at få fred i Ukraine.
»Hvis vi fra europæisk side skal se noget positivt i mødet, er det, at det store brud med USA blev undgået – det store transatlantiske sammenbrud blev undgået,« siger Jacob Kaarsbo.
Altså kom det ikke til scener, som da Volodymyr Zelenskyj tidligere på året besøgte Washington, D.C. Heller ikke de Trumpske trusler om, at USA vil trække sig fra Nato eller fra samarbejdet med Europa, blev genbesøgt.
»Men det, der gjorde, at vi ikke oplevede et sammenbrud, var jo, at de substantielle ting forblev uløst,« konstaterer Jacob Kaarsbo;
»Og det er derfor, at jeg kommer til konklusionen, at vi ikke er tættere på fred, for det ville kræve en adressering af de spørgsmål, der blev driblet udenom.«
Følg B.T.s liveblog om alle udviklinger på den storpolitiske scene HER.