Den seneste uge har en bølge af vilde udmeldinger væltet ud fra USAs præsident Donald Trumps hånd.
Det er der som sådan ikke noget usædvanligt i, men denne gang er årsagen bag værd at lægge mærke til.
I hvert fald hvis man spørger Derek Beach, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet.
Han understreger, at der er tale om greb fra en klassisk drejebog fra Donald Trump.
»Han kan kaste en masse ting ud, og tvinge folk til at gå ned og kigge på detaljer. Han er præsident, så folk bliver nødt til at bruge tid på det,« siger han og fortsætter:
»Det er en nem taktik, og det er på sin vis utroligt, at han kan blive ved med at slippe afsted med det.«
Derek Beach udtaler sig på baggrund af, at Donald Trump den seneste uge er kommet med anklager om, at Obama »fabrikerede og politiserede efterretninger for at bane vejen for det, der i bund og grund var et årelangt kup mod præsident Trump,« og at FBI blandt andet har frigivet 240.000 dokumenter om drabet på Martin Luther King Jr.
Udmeldingerne kommer kort tid efter, at der er opstået problemer i Trumps bagland på baggrund af de såkaldte Epstein-filer.
Sagen handler om den afdøde finansmand og sexforbryder Jeffrey Epstein, som både Donald Trump og Bill Clinton kendte. Han var anklaget for sextrafficking af mindreårige, da han ifølge den officielle forklaring hængte sig selv i sin celle. Hans død har længe været omgivet af konspirationsteorier.
Kritikere mener, at Donald Trump ikke gør tilstrækkeligt, for at få sandheden om Epstein frem i lyset.
Og diskussionerne om Trumps rolle i Epstein-sagen kan ende med at blive problematisk for Donald Trump, mener Derek Beach.
»Problemet er potentielt ret stort for Donald Trump. Han er valgt ind på at skulle rydde op i den korrupte magtelite, og har ofte allieret sig med konspirationsteoretikere. Nu har han magten, og hvis han ser ud som om, han dækker over noget, kan han komme til at fremstå lige så korrupt som den korrupte elite, en stor gruppe af hans vælgere hader,« siger han.
Spørger man USA-eksperten, er løsningen på Trumps problemer, at han skal håbe på tidens gang.
»Det afgørende bliver, om Trump formår at flytte opmærksomheden. Hvis vi stadig taler om det om en måned, så tænker jeg, at det for alvor har bidt sig fast. Så har han et problem. Men vi har allerede set, at Fox News er holdt op med at tale om det. Det kan godt være, at det for alvor bider sig fast, men jeg skal se det, før jeg tror det,« lyder det fra Derek Beach.