Længe har opfattelsen af USAs førstedame, Melania Trump, været, at det politiske liv i Washington ikke rigtig interesserer hende.

Men selvom hun sjældent selv er i rampelyset, tyder mere og mere på, at man bestemt ikke skal undervurdere Melania Trumps indflydelse – og at den er stigende.

På det seneste har der været en række beviser på, at hun er begyndt at have en stigende indflydelse på sin mand, USAs præsident Donald Trump, og hans arbejde og politik.

Også når det kommer til store og vigtige dagsordener såsom forholdet til Rusland – og nu også Gaza-konflikten.

Det skriver The Guardian på baggrund af samtaler med flere britiske regeringskilder. 

»Starmer (Storbritanniens premierminister Keir Starmer, red.) har vundet Trumps respekt og vil sige det på den rigtige måde, hvis han er uenig. Men det er hende, der betyder noget,« siger en af dem til det britiske medie efter Trumps nylige golfbesøg i Skotland.

Ifølge The Guardian mener de britiske regeringskilder, at det var Melania, som stod bag Donald Trumps nylige kovending angående konflikten i Gaza, hvor præsidenten under et pressemøde med Starmer erklærede, at 'der er en masse folk, der sulter'.

Det sker blot få uger efter, at det mest iøjnefaldende og åbenlyse eksempel på, at Melania påvirker sin mands stillingtagen til store politiske emner.

Melania Trump holder sig meget i baggrunden, men mere og mere tyder på, at hun har stor indflydelse på sin mands politiske holdninger.
Melania Trump holder sig meget i baggrunden, men mere og mere tyder på, at hun har stor indflydelse på sin mands politiske holdninger. Foto: Jim Lo Scalzo/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

I forbindelse med et møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte, 14. juli var pressen kort inviteret ind i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus.

Her faldt talen på Trumps forhold til den russiske præsident, Vladimir Putin.

Det forhold er på det seneste blevet kraftigt forværret, efter at Putin fortsat har bombet løs på uskyldige i Ukraine, mens han angiveligt i samtaler har fortalt Trump, at han ønsker fred.

Netop den del har førstefruen haft indvirkning på, lod Trump forstå, da han sagde:

»Jeg tager hjem til førstedamen og siger: 'Jeg talte med Vladimir i dag. Vi havde en skøn samtale'. Og så siger hun, 'nåh, virkelig. Endnu en ukrainsk by er lige blevet ramt'.«

Umiddelbart virkede det til, at Trumps eksempel havde til formål at belyse, hvordan det i stigende grad er gået op for den amerikanske præsident, at hans russiske kollega blot holder ham hen med snak – og ikke reelt ønsker forhandlinger om fred.

Men på samme tid fik historien vist, at Melania Trump spiller en større rolle, end mange har gået og tænkt.