Seks personer blev dræbt i et flammehav og flere huse ødelagt, da et mindre fly forleden styrtede ned tæt på lufthavnen i San Diego på den amerikanske vestkyst.
Nu undersøger havarieksperterne, om en fatal kombination af tåge og tekniske fejl i lufthavnen kan have ført til den skæbnesvangre ulykke.
Ifølge norske Dagbladet har den amerikanske flyhavarikommission NTSB meddelt i en udtalelse, at det forulykkede fly ikke var udstyret med en såkaldt sort boks, der lagrer flydata og kunne give vigtige oplysninger om de konkrete omstændigheder i forbindelse med flystyrtet.
I stedet sætter eksperterne deres lid til, at det lille fly af typen Cessna 550 kan have været forsynet med en stemmeoptager i cockpittet.
En talsmand for den amerikanske flyhavarikommission har oplyst, at flyet var på vej til at lande i Montgomery Field Airport, da det natten til torsdag omkring klokken 04 lokal tid ramte nogle højspændingsledninger og styrtede ned i boligområdet Murphy Canyon.
Det skete samtidig med, at lufthavnen var blevet ramt af to kritiske fejl som følge af et strømnedbrud. Dels var en automatiseret tjeneste, der leverede vejrmeldinger til flyene, sat ud af spillet, og dels virkede lysene på landingsbanen ikke.
»Strømnedbruddet var en teknisk fejl, men det er uklart, om det var en medvirkende årsag til ulykken. Det er ikke alle lufthavne, som har det pågældende vejrmeldingssystem,« siger havariefterforsker Dan Baker fra NTSB.
Han oplyser samtidig, at piloten på det forulykkede fly ikke sendte noget mayday-signal inden styrtet.
Alle seks personer ombord på flyet blev øjeblikkeligt dræbt ved ulykken, mens otte personer på jorden blev kvæstet, da også flere huse og biler blev ramt.
Som B.T. tidligere har oplyst, talte dødsofrene i flyet blandt andre den 39-årige Daniel Wiliams, der var tidligere trommeslager i bandet 'The Devil Wears Prada', mens 42-årige Dave Shapiro var tidligere manager for bandet 'Sum 41'.
Der ventes en foreløbig rapport om flyulykken i løbet af en måneds tid, men den endelige rapport kan tage et år eller to at færdiggøre.