FN i Irak fordømmer den vold, der sker under ugens massive protester i Irak.
Tusinder af primært unge mænd er hver dag gået på gaden for at protestere mod korruption og høj arbejdsløshed i Irak siden tirsdag.
Næsten 100 personer er blevet dræbt under urolighederne, hvor landets sikkerhedsstyrker har åbnet ild direkte mod demonstranterne.
'Fem dage med rapporterede dødsfald og skader; det her skal stoppe,' skriver Jeanine Hennis-Plasschaert, der er repræsentant for de Forenede Nationer i Irak på twitter.
Over 4000 er indtil videre sårede, mens 540 demonstranter er blevet anholdt, oplyser det irakiske parlaments menneskerettighedskommission.
Den internationale kommission i Røde Kors (ICRC) har også reageret på det høje antal sårede.
'Brug af skydevåben fra sikkerhedsstyrker skal være sidste udvej og kun for at beskytte liv. Vi opfordrer alle til tilbageholdenhed,' siger Katharina Ritz, der er Røde Kors' delegationschef i Irak, i en pressemeddelelse.
Samme opfordring kommer fra FN i Irak.
'Jeg opfordrer alle parter til at tage en pause og reflektere. Dem, der er ansvarlige for volden skal holdes til ansvar,' fortsætter Jeanine Hennis Plasschaert.
Den irakiske regering har forsøgt at kontrollere demonstranterne ved at skabe et blackout af internettet.
Det er et forsøg på at forhindre demonstranterne i at kommunikere med hinanden og sprede billeder af de kaotiske demonstrationer.
I det sydlige Irak har protestanter i to byer forsøgt at brænde kontorer til to politiske partier ned. Her blev protestanterne mødt med skud, og antallet er sårede er endnu ikke opgjort, skriver Aljazeera.