Mens en hedebølge har gjort sit indtog i dele af Europa, bliver porten til helvede kun koldere.
Helvedes Port er navnet på et sammenstyrtet gaskammer, der ligger i Turkmenistans Karakum-ørken.
Gaskammeret, der i dag udgør et krater, har fået sit tilnavn, fordi de geologer, der opdagede det, satte ild til det af frygt for, at farlige gasser ville lække ud.
Selvom ilden stadig brænder 50 år senere, er den nu ved at brænde ud. Det skriver det norske medie Dagbladet.
Ifølge mediet skriver flere internationale medier, at krateret ikke længere brænder lige så tydeligt, som det hidtil har gjort. Flere forskere tilføjer, at flammerne er ved at forsvinde.
»Der er næsten kun en tredjedel så mange flammer, som der har været,« lød det fra direktøren i det statsejede turkmenske energiselskab Turkmengaz, Irina Luryeva, ved en konference i juni i år.
I dag er det mystiske krater ifølge mediet et populært turistmål i landet, men de turkmenske myndigheder har tidligere ønsket at fjerne Helvedes Port.
Det skyldes, at krateret ifølge blandt andre landets tidligere præsident Gurbanguly Berdimuhamedov påvirker miljøet og områdets beboere negativt. Han mener derudover, at det resulterer i spild af værdifulde naturressourcer, der kunne have været omsat til væsentlige indtægter.
Turkmenistan har de sjettestørste naturgasreserver i verden, og Helvedes Port blev opdaget i 1970.