Donald Trumps ønske om at overtage Grønland har udfordret det tætte forhold mellem Danmark og USA.

Men tonen bliver en helt anden i fremtiden, hvis Gavin Newsom, der er guvernør i Californien, bliver Demokraternes næste præsidentkandidat.

Det siger han i et stort interview med TV 2, hvor han også sender en besked til danskerne.

»Det er en fornærmelse mod jer og mod vores allierede og venner. Hans udsagn og arrogance… Selvfølgelig ønsker jeg ikke det,« siger Gavin Newsom til mediet.

Guvernøren er de seneste uger gået viralt for at tage tykt pis på den amerikanske præsident.

Gavin Newsom – og hans hold – er nemlig begyndt at kopiere den amerikanske præsidents måde at skrive og agere på sociale medier, og MAGA-folkene hader det.

Til TV 2 fortæller Californiens guvernør videre, at han er flov over Donald Trumps opførsel, som han kalder barnlig, og han understreger, at ikke alle i USA deler præsidentens holdninger.

B.T. har tidligere beskrevet, hvem der er i spil til at blive Demokraternes næste præsidentkandidat, og her har Gavin Newsom særligt én udfordring, som du kan læse om HER.