To små børn - en pige på tre år og hendes storebror på fem år - kæmper lige nu for deres liv på et hospital i New York. 

I en stor hospitalsseng ligger det ene barn med en halskrave, omgivet af slanger og maskiner og med tydelige skader i ansigtet. 

I en anden seng ses det andet barn med synlige mærker i baghovedet efter den hammer, som en gal mand angreb begge børn og deres mor med. 

Det skriver flere medier, herunder New York Post. 

Angrebet fandt sted onsdag, hvor det, som politiet har kaldt en 'forfærdelig og meningsløs voldshandling', udspillede sig i et bofællesskab i bydelen Brooklyn i New York.

Børnene og deres mor blev fundet slemt forslåede foran et lille, overfyldt rum på anden sal i bygningen, hvor de boede. 

Det var politiet, der kom familien til hjælp, efter det havde fået et alarmopkald om, at et overfald var i gang.

Videoklip har efterfølgende vist, hvordan betjente måtte bære de små børn, som var dækket af blod, ud af bygningen. 

De to børn og deres mor blev alle tre bragt til hospitalet, men børnenes mor Zhao Zhao døde kort efter. Hendes søn og datter er fortsat i kritisk tilstand. 

Politiet anholdt på stedet en 47-årig mand, der var på vej ud af boligkomplekset. 

Den 47-årige mand, der er anholdt og sigtet for det brutale overfald. 
Den 47-årige mand, der er anholdt og sigtet for det brutale overfald.  Foto: Foto: Politivideo
Vis mere

Han boede i samme tre-værelses lejlighed som Zhao Zhao og hendes to børn, men i et andet rum sammen med sin 9-årige søn. 

Manden er blevet sigtet for overfaldet, men det vides ikke, hvad motivet er. 

Børnenes far og Zhao Zhaos mand Jing Hong Liu var i Ohio, da det brutale angreb fandt sted. 

Her arbejdede han på en restaurant, og han kom på besøg hos sin familie en gang om måneden for at se dem og give dem det, han havde sparet op. 

Han er nu rejst tilbage til New York for at være hos sine børn, og hans familie har i den forbindelse oprettet en indsamling for at dække familiens udgifter, mens Jing Hong Liu ikke kan arbejde. 

I den forbindelse udtaler et familiemedlem: 

»Femårige David og treårige Sophia var parrets glæde og stolthed. De gjorde alt for, at deres børn skulle have en bedre fremtid.«