Han var en af frontfigurerne i den folkebevægelse, der insisterede på, at det amerikanske præsidentvalg i 2020, hvor Donald Trump tabte, var fusk.
Nu laver Jake Angeli-Chansley, bedre kendt som QAnon-shamanen, en kovending og skyder med kritiske spredehagl mod den præsident, han før ville ofre alt for.
I et opslag på X skriver han nemlig, at han ikke længere støtter den amerikanske præsident, Donald Trump:
»I har ikke været opmærksomme … Han (Trump, red.) tabte mig helt tilbage i maj. Nu må I spørge mig om, hvad det skyldes … Hvis I tør,« skriver Jake Angeli-Chansley på X.
Han var en af hovedpersonerne, der stormede Kongressen i Washington den 6. januar 2021 for at forsøge at stoppe Joe Biden i at blive USAs 46. retmæssige præsident.
Men meget er sket siden starten på 2021. I et andet opslag skriver han direkte til præsident Trump, at han er korrupt:
»Fuck denne dumme idiot. Han er korrupt.« I et andet opslag skriver den højreorienteret patriot »når ja, og fuck Israel og fuck Donald Trump.«
Kort efter de adskillige udbrud er hans X-profil bliver lukket.
Men hvad er årsagen til denne opsigtsvækkende kovending?
Ifølge The Independent skyldes Jake Angeli-Chansleys angreb, at Donald Trump ikke har villet udlevere de såkaldte Epstein-dokumenter, der tidligere er blevet beskrevet som Trumps største krise.
Det har vakt harme selv i Trumps mest trofaste bagland.
Det paradoksale i Jake Angeli-Chansleys udtalelser er dog, at den amerikanske præsident faktisk benådede den 37-årige mand tilbage i januar 2025, efter at han var tiltalt for obstruktion af en officiel proces, ulovlig indtrængen i en afspærret bygning og voldelig, forstyrrende opførsel i en offentlig bygning i forbindelse med stormløbet på Kongressen.
»Det er et af de mere opsigtsvækkende brud med Donald Trump. Vi er slet ikke helt oppe på niveau med Elon Musk. Men QAnon Shaman blev alligevel billedet på selve stormløbet på Kongressen,« siger B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.
»Samtidig viser det også, at Donald Trump ikke længere bare kan tage sin ellers så trofaste base på den amerikanske højrefløj for givet. Hvor de før har fulgt og støttet ham i alt, viser det her, at der også er en grænse. Trump skal træde mere varsomt nu.«
Jake Angeli-Chansley er medlem af den højreorienterede konspirationsgruppe QAnon, hvis medlemmer tidligere har viet deres loyalitet og støtte til den republikanske præsident, Donald Trump.
De var med til at storme Kongressen den 6. januar 2021, der er blevet beskrevet som et angreb med symbolik, der er værre end 9-11.