På trods af at Gazastriben i øjeblikket ligger i ruiner grundet krigen i Mellemøsten, har USAs præsident, Donald Trump, store planer om at genskabe området.

Tidligere har den amerikanske præsident luftet idéen om gøre området til, hvad han selv kalder 'Mellemøstens Riviera' - og nu tyder noget på, at det er en del af planen at give det et skandinavisk præg.

Trump diskuterer i øjeblikket med flere internationale partnere, hvorvidt drømmen om et ferieparadis ovenpå Gaza-stribens mul kan realiseres, og det inkluderer muligvis den svenske møbelgigant Ikea.

The Washington Post er i besiddelse af et 38 siders dokument, der angiveligt beskriver de omfattende planer i detaljer.

Møbelgiganten Ikea er ifølge et lækket dokument med i finansieringsplanerne bag Trumps planer i Gazastriben.
Møbelgiganten Ikea er ifølge et lækket dokument med i finansieringsplanerne bag Trumps planer i Gazastriben. Foto: Frank Hoemann/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dokumentet beskriver, hvordan projektet skal finansieres af private og offentlige firmaer, og et af flere logoer, der fremgår i planerne, er Ikeas.

Møbelgiganten selv er dog ikke underrettet om, at de er en del af Trumps Gaza-planer.

»Dette er overraskende og ny information for os. Inter Ikea Systems BV, som er den globale ejer af Ikeas varemærker, er ikke bekendt med dette initiativ og kan bekræfte, at vi ikke har godkendt brugen af Ikea-logoet i denne sammenhæng,« skriver Ikeas globale kontor i en kommentar til Svenska Dagbladet.

Af dokumentet, som Washington post har set, fremgår det angiveligt også, at det 'mellemøstlige Riviera' skal etablere amerikansk kontrol og forvaltning af området i mindst ti år.

I mellemtiden skal området efter planen omdannes til »et skinnende turistresort og et højteknologisk produktions- og ingeniørcenter,« skriver Washington Post.