Et helt særlig flag danner rammer for en stigende splid mellem Ukraine og Polen.
Lige nu er ukrainske flygtninge det helt store emne i Polen, hvor en politisk krig truer de indre linjer.
Næsten en million ukrainere har fået det østeuropæiske land som hjem efter den russiske invasion, men nu er gæstfriheden måske snart slut.
I hvert fald har den nyudnævnte præsident Karol Nawrocki lagt en stram linje overfor de ukrainere, der er kommet til landet.
Nawrocki har senest brugt sin vetoret mod en lov, der ville give flygtningene flere penge, mens han også truer den ukrainske finansiering af Elon Musks Starlink, som Polen betaler og som det ukrainske militær er dybt afhængige af.
Og så er der det såkaldte Bandera-flag. Et flag og symbol, han vil have sidestillet med nazisme i loven.
En debat, der er eksploderet efter en rapkoncert i Warszawa, hvor flaget blev fremvist af ukrainske nationalister.
Ifølge Polen-ekspert Anna Werenberg har Nawrocki hurtigt set, han kan få vælgere på den stramme kurs.
»Man kan se i meningsmålinger, at der er begyndt at komme en træthed i den polske befolkning over den økonomiske byrde. At ukrainerne kommer og skal have del af den polske velfærd.«
»Polakkerne føler, at det går ud over deres egne børn. Systemet er i forvejen noget mere presset i Polen end herhjemme,« siger hun til B.T.
Hun spår et grimt opgør mellem præsident Karol Nawrocki og premierminister Donald Tusk, der i sidste ende kan få konsekvenser for forholdet til Ukraine.
»Nawrocki har kun været præsident i få uger, men han har lagt meget, meget hårdt ud. Han kører en mere krigerisk linje. Langt mere voldsomt, end man havde regnet med.«
»Og det bliver en rigtig voldsom indre kamp mellem præsidenten og regeringen. Jeg ved ikke, hvor det ender. Vi kommer til at se en politisk krig.«
»Polen vil uden tvivl blive svækket udenrigspolitisk som følge af det.«
Kan det påvirke forholdet til Ukraine?
»Ja, det kan uden tvivl påvirke forholdet til Ukraine. Vi kan også se, at Volodymyr Zelenskyj i højere grad læner sig op af Friedrich Merz i Tyskland og Keir Starmer i Storbritannien. Og ikke helt så meget Polen længere.«
»Årsagerne kan selvfølgelig være mange, men det er klart, at Polen bliver kørt mere ud på et sidespor i det internationale spil,« siger hun.
Polen spiller i forvejen en kritisk rolle i det europæiske opgør mod Rusland, ikke mindst som følge af landets geografiske placering.
Derfor kan det være værd at holde øje med udviklingen i landet, der kommer til at blive stormfuldt, mener Polen-eksperten.
»Vi kommer til at se en masse fnidderfnadder internt. Det bliver på børnehaveniveau, og det minder efterhånden meget om det, vi ser i USA hos Donald Trump.«
»Det næste halve år kan godt blive ret voldsomt i Polen,« siger hun.