Det israelske forsvar (IDF) oplyser nu, at man skal have angrebet og ramt »indgangen til det syriske regimes militære hovedkvarter« i Damaskus-området i Syrien.

Meldingen kommer IDF selv med i et opslag på beskedtjenesten Telegram.

Beskeden er kommet klokken 11.49 dansk tid.

Af opslaget fremgår det, at angrebet skal være sket »for kort tid siden«.

»IDF fortsætter med at overvåge udviklingen og regimets handlinger mod drusiske civile i det sydlige Syrien,« lyder det videre i opslaget.

Der har i flere dage været sammenstød mellem drusere og beduinske sunniklaner i den sydlige syriske provins Sweida.

Mindst 203 personer er siden søndag morgen blevet dræbt i sammenstødene, lød det onsdag morgen fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Sohr.

Efter at regeringen sendte styrker til området, erklærede Syriens forsvarsminister tirsdag en våbenhvile i Sweida.

Nabolandet Israel, som selv har et drusisk mindretal, bekræftede tirsdag, at israelsk militær havde fået ordre på at angribe syriske soldater og våbenarsenal i Sweida.

Fra landets premierminister, Benjamin Netanyahu, og forsvarsminister Israel Katz lød det i en udtalelse, at angrebene handler om at forhindre Syriens ledelse i at skade druserne.

I en opfølgende melding fra IDF klokken 12.07 lyder det, at man ud fra en vurdering af situationen har besluttet at »forstærke sine styrker i området omkring den syriske grænse«.

»Der gennemføres løbende situationsvurderinger for at bestemme de nødvendige styrkeindsatser, der kræves for at gennemføre operationelle missioner i forskellige arenaer,« lyder det fra det israelske forsvar på Telegram:

»IDF vil fortsætte med at operere, både i forsvar og angreb, for at sikre de israelske civiles sikkerhed.«

Druserne er et religiøst mindretal med omkring en million medlemmer, hvoraf mere end halvdelen bor i Syrien. De fleste andre drusere bor i Libanon og Israel.