Israels militær går for aggressivt til værks i Gaza.

Det siger B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, efter DR kan fortælle, at danskernes modstand mod Israels militære fremfærd i området vokser.

»Når man tænker på, at Hamas lige p.t. ikke er en fungerende militærmagt i Gaza; at Israel kontrollerer langt det største område af Gaza, og at Hamas fører guerilla-krig – så vil jeg også mene, at det er unødvendigt at udføre angreb, hvor mange civile bliver slået ihjel,« siger Confino.

Med massive civile tab til følge har Israel siden 13. oktober 2023 drevet en næsten uafbrudt offensiv i Gaza for at nedkæmpe terrorgruppen Hamas, som få dage forinden begik et angreb i Israel.

I dag, godt to år senere, står Hamas langt svagere i Gaza, men Israels bombardementer fortsætter.

»Det er der nok nogen, der ikke kan forstå; hvorfor bliver Israel nødt til at blive ved med at bombe, som de gør? Og der kan man jo sagtens argumentere for, at de går for hårdt til værks,« siger Confino.

I en Epinion-måling foretaget for DR svarer 57 procent af de adspurgte, at Israels militære operationer i Gaza har været »for vidtgående«. Det er en stigning fra 45 procent siden sidste år.

Dødstallene fra Gaza er da også betydelige. Ifølge de Hamas-styrede sundhedsmyndigheder i området har flere end 57.000 palæstinensere mistet livet, siden Israel indledte sin offensiv. Disse tal kan ikke verificeres af B.T.

Confino mener dog også, at en ensidig mediedækning af konflikten og de Israel-kritiske stemmers massive fremfærd i den offentlige debat har haft indflydelse på den voksende modstand.

»Trætheden af krigen i Danmark bunder jo i, at man ikke hører om andet end, hvad Israel gør galt, og man stort set aldrig hører om, hvorfor Israel gør, som de gør, og hvad modparten, Hamas, gør inde i Gaza,« siger han.

Confino påpeger i den forbindelse, at der fortsat sidder israelske gidsler i Gaza, som Hamas tog til fange ved terrorangrebet 7. oktober 2023, og som endnu ikke er frigivet.

»Jeg tror bare, at der er rigtig mange, som har glemt, hvad det her handler om,« siger han.

»Der er nogle mennesker, som bliver holdt til fange under jorden, som bliver tortureret og udsultet. Og det har de været 20 måneder i træk. Og Israel er der for at få dem ud på den ene eller den anden måde.«

Over en bred kam deler israelerne da heller ikke holdningen om, at Israel er unødvendigt hårde, siger Confino.

»Der er en del mennesker, som går på gaden, og som har fået nok,« siger han.

»Men jeg tror, der i det store hele i den israelske befolkning er så stor afsky for Hamas og meget villighed til at lade militæret gøre det, de skal gøre,« siger han.

Israels estimerede i april, at mindst 20.000 terrorister er blevet slået ihjel under krigen siden 7. oktober 2023. I skrivende stund vurderes det, at 50 gidsler holdes fanget i Gaza, og kun 20 menes at være i live.

Confino finder det »ekstremt bekymrende« at der på begge sider er »en mangel på empati«.

»For hvis du ikke kan vise empati for den anden, er der virkelig langt til, at man kan sætte sig ned og blive enig om en reel fred – ikke bare en våbenhvile, men en reel fred.«