Frankrig er ramt af en skandale, og den bliver opkaldt efter en af det 20. århundredes største afsløringer.
»Det her er vores Watergate,« siger den franske journalist Stéphane Mandard til BBC fredag.
Men sagen drejer sig hverken om indbrud eller stjålne dokumenter som den oprindelige 'Watergate'.
I stedet handler den rent faktisk om vand.
I Frankrig er flere kæmpeproducenter af mineralvand - herunder ikoniske Perrier - således kommet under lup i en sag, som ifølge Stéphane Mandard handler om »svindel og statslig medvirken«.
Perrier kalder sit vand for 'naturlig mineralvand', men nu risikerer mærket at miste retten til det – og dermed tabe sit særpræg.
Franske Le Monde afslørede for godt et år siden, at en række franske producenter af 'naturligt mineralvand' i virkeligheden filtrerer vandet med en særlig mikrofiltrering, inden det kommer på flaske.
Det går ifølge BBC stik imod EU-lovgivning – og formentlig mange menneskers forestilling – om, hvad 'naturligt mineralvand' er: ufiltreret og tappet direkte fra en underjordisk kilde.
»Hvis mærker som Evian, Vichy og Perrier har haft stor succes i Frankrig og ude i verden, er det takket være et tiltalende image om bjergeskråninger, rislende vandkilder, renhed og sundhedsfremmende mineraler,« skriver BBCs franske korrespondent Hugh Schofield.
»Indrømmer branchen, at vandet er filtreret, risikerer den at ødelægge magien. Forbrugerne kunne begynde at spørge, hvad det er, de har betalt for.«
Filtreringen har mærkerne angiveligt brugt grundet en bekymring om, at vandet kunne være forurenet.
For at gøre slemt værre trækker sagen tråde til den franske regering.
Ifølge BBC bliver ministre anklaget for at dække over rapporter om forurening og omskrive regler, så Perrier kunne fortsætte med at bruge en særlig filtrering.
BBC skriver videre, at Le Monde og Radio France, som står bag afsløringerne, har beskyldt Frankrigs regering for at tilbageholde skadelige oplysninger.
Frankrigs regering har nu bedt Europa-Kommissionen tage stilling til, hvor meget mikrofiltrering man må bruge og stadig kalde vand for 'naturligt mineralvand'.