Søndag var en rigtig slem dag.
For her blev over 210 fly forsinket og 88 aflyst i en af de største lufthavne i USA. Og mandag dansk tid er det samme historie med flere forsinkelser og aflysninger.
Newark Liberty International Airport er ellers et særdeles stort knudepunkt for New York og de omkringliggende områder. Men lufthavnen er i knæ og har kaotiske forhold. Det skriver flere internationale medier herunder Daily Beast og The Guardian.
Og det har fået flere flyselskaber til at råbe vagt i gevær.
Blandt andet mener flygiganten United Airlines, at årsagen til dette kaos er dårlig teknologi og bemandingsproblemer relateret til den føderale luftfartsadministration (FAA).
Og ifølge en anonym flyveleder i lufthavnen er flyselskabets frygt berettiget.
»Det er ikke sikkert. Det er ikke en sikker situation lige nu for flyrejsende,« lød det fra journalisten om samtalen med flyvelederen ifølge Daily Beast.
»Flyv ikke til Newark. Undgå Newark for enhver pris,« skulle flyvelederen yderligere have sagt.
Den opsigtsvækkende kommentar kommer i kølvandet på, at United Airlines for nylig har indstillet 35 daglige flyvninger til og fra lufthavnen.
I en pressemeddelelse fredag var budskabet fra virksomhedens administrerende direktør, Scott Kirby, klart:
»I de seneste dage er den teknologi, som FAA-kontrollører bruger til at styre lufttrafikken ind og ud af Newark, fejlet ved flere lejligheder,« sagde Scott Kirby og fortsatte:
»Det førte til snesevis af omdirigerede fly, hundredvis af forsinkede og aflyste afgange – og værst af alt: tusindvis af kunder med ødelagte rejseplaner.«
Scott Kirby sagde yderligere, at United Airlines i mange år har været tydelige omkring behovet for at reparere lufttrafiksystemet i Newark.
Han understreger, at situationen blev yderligere forværret, da over 20 procent af FAA-kontrollørerne i Newark angiveligt forlod deres job.