Der bliver slået alarm på hospitaler overalt i Storbritannien efter et formodet dødeligt udbrud med bakterien listeria.
Udbruddet stammer fra en frossen dessert, som hospitalet selv har serveret.
Det skriver flere britiske medier – heriblandt The Sun og Metro.
Tre smittede personer er døde. Patienterne var allerede indlagt med eksisterende sygdomme. Derudover er to personer alvorligt syge på grund af bakterien.
En af de tre nu døde personer har listeria listet som dødsårsag. Man er i gang med at undersøge de to andre afdøde.
Infektion med listeria viser sig primært som blodforgiftning eller meningitis, skriver Statens Serum Institut. Den samlede dødelighed af infektionen er cirka 25 procent.
Bakterien findes dog overalt – også i mange rå eller letforarbejdede fødevarer. Alle spiser bakterien en gang i mellem, men kun få bliver rigtig syge af den.
I Storbritannien er man nu ved at få styr på situationen.
Talspersonen for det britiske fødevaretilsyn siger, at alle produkter fra dessertleverandøren trækkes tilbage.
»Alle frosne desserter, is, mousse og yoghurt leveret til plejehjem og sygehus tilbagekaldes,« siger talspersonen.
Leverandøren af de formodede smittefarlige desserter ville ikke kommentere på en »igangværende efterforskning.«