Holder Donald Trump fast i sin nye og skarpere retorik over for Rusland? 

Eller ender han med at bøje sig for Vladimir Putins dagsorden og krav?

Det er ifølge Sky News' USA-korrespondent, James Matthews, det helt store samtaleemne forud for aftenens topmøde mellem de to præsidenter i Alaska.

Især fordi Trump før har skiftet standpunkt, hvad angår krigen i Ukraine.

»Jo mere præsident Trump svinger mellem det, russerne ønsker at høre, og det, der passer Ukraine, jo mere cementerer det mistanken om, at han er smidig og kan manipuleres,« skriver James Matthews i en analyse i Sky News.

Han mener, der er en fare for, at Trumps ønske om at cementere sin status som fredsmager ved at løse konflikten og dermed styrke sit eftermæle, gør ham sårbar overfor at være lydhør over for Putins krav.

»Trump ønsker en aftale, men for Ukraine er en dårlig aftale værre end ingen aftale overhovedet,« lyder det fra James Matthews.

Du kan følge udviklingen i international storpolitik – herunder naturligvis nyheder op til, under og efter fredagens møde mellem Trump og Putin i Alaska – i vores liveblog, som du finder lige HER.