Vladimir Putin. Kim Jong-un. Aleksandr Lukasjenko.
Det var blot nogle af de verdensledere, der natten til onsdag var samlet i den kinesiske hovedstad for at overvære en enorm militærparade, som landets præsident, Xi Jinping, havde inviteret til. Særligt to ting vil i den forbindelse kunne give vestlige diplomater kuldegysninger, vurderer en diplomatisk korrespondent.
De seneste dage har en række verdensledere – både fra Rusland, Nordkorea og Belarus – taget turen til Kina.
Nogle for først at deltage i et topmøde med Shanghai Cooperation Organisation (SCO). Nogle for deltage i møder med andre verdensledere på sidelinjen af topmødet.
Og andre igen for at overvære den militærparade, som blev afholdt for at markere 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig.
Under paraden blev der også fremvist en række nye kinesiske våben og militærteknologi frem – mens Xi Jinping skulder ved skulder med den russiske præsident, Vladimir Putin, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, så på.
Står det til den diplomatiske korrespondent hos BBC, James Landale, vil den kinesiske demonstration af geopolitisk og militær magt de seneste dage »næppe overraske vestlige ledere«, da Xi Jinping – ifølge ham – længe har forsøgt at placere sig selv i centrum af en ny verdensorden.
»Men to ting vil give vestlige diplomater kuldegysninger,« vurderer han i en analyse, som han har givet hos eget medie.
Den ene er ifølge James Landale den hastighed, hvormed Kina er gået i gang med at udfylde »det tomrum, som USAs tilbagetrækning fra internationale normer og institutioner har efterladt«, lyder det.
»En kinesisk-ledet verdensorden, hvor territorial integritet og menneskerettigheder værdsættes mindre end rå magt og økonomisk udvikling, kan vise sig at være ubehagelig for mange vestlige lande,« lyder det i korrespondentens analyse.
Den anden ting er ifølge James Landale, at de strenge toldafgifter, som den amerikanske præsident, Donald Trump, har anlagt mod en række lande rundt om i verden, »hurtigt har skubbet Indien ind i den varme favn af Kina«, hvilket også kan give »anledning til bekymring«.
Indiens premierminister, Narendra Modi, deltog mandag i møder i Beijing og poserede med blandt andre Xi og Putin på en udrullet, rød løber.
Dog bemærker James Landale i sin analyse også, at de lande, der har været med i Kina de seneste dage, dog ikke er »forenet«, da der også findes en række stridigheder mellem flere af dem.
»Konklusionen er, at Donald Trumps økonomiske nationalisme og omvæltende diplomati giver Kina en enorm diplomatisk mulighed, som Xi griber med åbne arme med sit topmøde og sin parade,« vurderer korrespondenten hos BBC.
Før paraden fandt sted natten til onsdag dansk tid, holdt den kinesiske præsident, Xi Jinping en tale, hvor han kaldte Kina »ustoppelig«:
»Fornyelsen i den kinesiske nation er ustoppelig, og menneskehedens stræben efter fred og udvikling vil sejre,« lød det blandt andet fra ham.
Du kan læse mere om paraden i artiklen HER og i vores liveblog HER.