I flere uger har Donald Trump sendt stikpiller til Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans manglende vilje til at afslutte krigen i Ukraine.
Men fredag har Putin landet sit »ideelle topmøde« i Alaska, og hans plan om igen at komme på god fod med Trump er lykkedes – af en særlig grund.
Det skriver The New York Times' internationale korrespondent Paul Sonne ifølge Berlingske.
Den amerikanske delstat Alaska danner på fredag rammen om et skelsættende møde for at tale om en mulig afslutning af krigen i Ukraine.
Men ifølge korrespondenten var Vladimir Putin inden aftalen på nippet til at miste muligheden for at få Donald Trump – som Sonne kalder »den eneste vestlige leder, der muligvis var villig til at hjælpe ham med at få sin vilje i Ukraine« – på sin side.
For at undgå det scenario har Putin ifølge Paul Sonne skriftet kurs på én særlig måde:
»Ved at tale et sprog, som Trump forstår – sproget hvor alt er til forhandling ligesom ejendomme – sikrede Putin sig noget, han havde stræbt efter siden januar: et møde under fire øjne med den amerikanske leder, uden Zelenskyj til stede, for at fremlægge sine argumenter og indgå en aftale,« skriver Paul Sonne ifølge Berlingske.
Korrespondenten tilføjer, at mødet giver Putin mulighed for at splitte den vestlige sikkerhedsalliance, og samtidig slutte krigen på sine egne præmisser.
Indtil videre er Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ikke inviteret til mødet.
NBC News beretter dog om, at Donald Trump overvejer at invitere Zelenskyj. Læs mere om det HER.