I disse dage holder verden vejret og venter på, om USA vil tilslutte sig Israels angreb på Iran.

Skulle præsident Donald Trump vælge at gå ind i konflikten, falder det dog ikke i god jord i Moskva. 

»Situationen er ekstremt anspændt og farlig. Ikke bare for regionen, men globalt set.«

Sådan siger Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, om et eventuelt amerikansk engagement i Mellemøsten i et interview med det britiske medie Sky News

Donald Trump har sagt, at han i løbet af de næste to uger vil beslutte, hvorvidt USA blander sig eller ej. 

De seneste dage har der også været spekuleret livligt i, at både Israel og USA ønsker at dræbe den iranske leder. 

Rusland og Iran har de seneste år arbejdet tæt sammen, og siden den russiske invasion i Ukraine er de to lande kommet endnu tættere på hinanden. 

I januar underskrev de to lande en aftale om et strategisk partnerskab. 

Peskov advarer da også om, at Rusland vil reagere »meget negativt«, hvis Irans leder, ayatollah Ali Khamenei bliver dræbt. 

»En udvidelse af sammensætningen af konfliktens deltagere er potentielt endnu farligere,« siger han med slet skjult hentydning til USAs eventuelle engagement. 

»Det vil kun føre til en ny konfrontation og en optrapning af spændingerne i regionen.«

Peskov siger også, at det burde være »uacceptabelt« at tale om et regimeskifte i Iran. 

Talsmanden afslår dog at forholde sig til, hvad Rusland vil gøre, hvis Khamenei bliver dræbt.

Du kan læse hele interviewet med Dmitrij Peskov her