FBI har fredag morgen ransaget hjemmet tilhørende Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton.

Det skriver New York Post.

En kilde i Trump-administrationen siger til mediet, at der er tale om »højprofileret undersøgelse i forbindelse med den nationale sikkerhed«. 

John Bolton arbejdede kun kort tid med Donald Trump i den første præsidentperiode, og han endte med at blive fyret i 2019 – siden har han været en meget hård kritiker af den også nuværende præsident.

New York Post skriver, at ransagningen er blevet beordret af FBI-direktør Kash Patel, der tidligere i år blev udpeget af... ja, Donald Trump.

FBI-agenterne skulle være ankommet til John Boltons hus i Bethesda i staten Maryland omkring kl. 7 lokal tid.

På X har efterretningschefen nærmest samtidig skrevet:

»Ingen er hævet over loven. FBI-agenter på opgave,« lyder det her.

New York Post skriver, at ransagningen kan handle om, at John Bolton angiveligt skulle være i besiddelse af hemmelighedsstemplede dokumenter.