En chokerende sag har rystet Norge natten til søndag.

På et bosted i Oslo blev en medarbejder dræbt, da hun var alene på arbejde.

Nu er en 18-årig mand, der var beboer på institutionen, anholdt og sigtet i sagen.

Det skriver blandt andre Dagbladet og norsk TV2.

Norsk politi fik meldingen om den voldsomme hændelse af en nabo omkring klokken 01.00 natten til søndag.

Da politiet ankom til børne- og ungdomsinstitutionen fandt de en kvinde i 30erne hårdt såret.

Politiet forsøgte at genoplive hende, men kvindens liv stod ikke til at redde.

Nogle timer senere – omkring klokken 04 kunne politiet så pågribe en 18-årig mand i centrum af Oslo.

Foto: Terje Bendiksby/NTB/Ritzau Scanpix
Vis mere

Manden, der er beboer på bostedet, er nu sigtet for drabet.

»Det er en vældig alvorlig og trist sag,« siger politiinspektør Grete Lien Metlid til norsk TV2.

Ifølge politiet var kvinden alene på arbejde, da hun blev dræbt.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvad der ledte op til den tragiske hændelse.

Også Norges justitsminister Astri Aas-Hansen har reageret på den chokerende sag:

»Det er tragisk at læse, at en ansat i børneværnet er fundet død på arbejde. Sådan en hændelse må ikke ske i dette land,« siger hun.