Langt flere kan have pådraget sig hjerneskader - som følge af et heftigt alkoholforbrug - end hidtil antaget. Det skyldes, at problemet ofte bliver overset.

Ifølge BBC viser data, at hvis du indtager 35 genstande om ugen i en periode på fem år eller mere, kan du blive ramt af ARBD - alkoholrelateret hjerneskade. Hjerneskaden kan medføre, at personerne, som bliver ramt af det, kan have problemer med at udføre ellers simple hverdagsopgaver og skabe hukommelsesproblemer.

Gareth Roderique-Davies, der er er professor i psykologi ved University of South Wales med ekspertise i adfærdsmæssig afhængighed og de langsigtede bivirkninger af dette, fortæller til BBC, at ARBD ofte bliver overset eller fejldiagnosticeret på grund af manglende information og bevidsthed om problemet

I Wales har man forsøgt med at komme problemet til livs ved at investere 67 millioner pund, svarende til lige under 600 millioner kroner, til at hjælpe personer, der er påvirket af alkohol og stoffer - herunder diagnosticering og behandling af ARBD.

Sue Gwyn, der er leder af rehabiliteringscenteret Brynawel House, fortæller til BBC, at de i det britiske land har set en stigning af personer, der har problemer med ARBD - og at stigningen kom som følge af coronapandemien.

Hun gør det klart, at det er et problem, at det ikke i nok tilfælde blive opdaget, at flere og flere personer får en alkoholrelateret hjerneskade, da det er til at behandle:

»Det er bekymrende, for vi ved, at op mod 75 procent af personer med ARBD kan få en meningsfuld bedring, hvis de får genoptræning. Hvis det ikke bliver opdaget, bliver resultatet ringere for dem, og i de mest alvorlige tilfælde ender de med at skulle modtage langvarig pleje.«