'Voldsomt', 'usædvanligt' og 'historisk'.
Sådan beskriver kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, hvad der mandag er kommet frem om den norske kronprinsesses søn, Marius Borg Høiby.
For efter i længere tid at have efterforsket Høiby oplyser Norges anklagemyndighed mandag, at den 28-årige er tiltalt for 32 strafbare forhold, herunder at have voldtaget fire sovende kvinder.
»Det er jo meget voldsomt,« siger Hovbakke, som er historiker.
»Det er meget usædvanligt og meget historisk, at der rejses så mange og så alvorlige anklager mod en, som er så tæt knyttet på et europæisk kongehus, som Marius Borg Høiby er.«
Høiby, søn af Norges kronprinsesse, Mette-Marit, skal have begået alle voldtægterne mod kvinder, som først har haft frivilligt samleje med ham, skriver NRK.
Da kvinderne efterfølgende sov, skal han have filmet sine overgreb på dem, lyder det.
Statsadvokat Sturla Henriksbø sagde mandag ifølge NRK, at Høibys optagelser er centrale beviser, som bruges mod ham.
Han risikerer nu op til ti års fængsel i sagen, hvor han også er tiltalt for blandt andet vold og dødstrusler.
Efter beskyldningerne mod Høiby sidste år kom frem, er opbakningen til det norske kongehus dalet i meningsmålingerne, og måske bliver de endnu dårligere i den kommende tid, siger Hovbakke.
Alligevel er det ifølge Hovbakke »ikke sikkert«, at sagen får »så voldsomme konsekvenser for det norske kongehus, som man umiddelbart måske kunne tro.«
»For det første ved vi jo ikke, hvad han ender med at blive dømt for,« siger Hovbakke. »Og den anden ting er, at det norske kongehus som udgangspunkt står meget stærkt«.
Hovbakke peger på, at både Norges konge, kronprins og tronfølger er populære blandt nordmændene.
Til sidst peger han på, at Norge har et meget gammelt kongehus, som har betydning for nordmændenes selvforståelse.
Hovbakke tror ikke, at sagen eksempelvis vil føre til en afskaffelse af Norges monarki:
»Altså man kan jo aldrig udelukke noget, men umiddelbart vil mit bedste bud være, at kongehuset i Norge vil være i stand til at ride stormen af, og monarkiet vil blive bevaret.«