Det britiske medie Sky News mener at kunne erfare, at manden anholdt for sabotage på Nord Stream 2-ledningerne, har forbindelse til en ukrainsk sikkerhedstjeneste.

Mediet beretter, at han har tjent i den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU, og i en ukrainsk specialstyrke.

Det skriver mediet dagen efter, at den 49-årige mand blev tilbageholdt i Italien.

Sky News er ikke bekendt med, om den anholdte stadig havde forbindelse til tjenesten, da sabotagen fandt sted.

Ifølge anklagemyndigheden koordinerede manden angrebet, og plantede sprængladninger på de to rørledninger i nærheden af Bornholm.

Det var 26. september 2022, at der opstod brud på de to gasrørledninger Nord Stream 1 og 2 henholdsvis øst og sydøst for Bornholm.

Statsminister Mette Frederiksen (S) gav efterfølgende udtryk for, at der efter danske myndigheders opfattelse var tale om sabotage.

Oplysningerne om mandens forbindelse er ikke bekræftet fra anden side.