Det var et omfattende angreb, USA indledte natten til søndag, da de gik efter tre iranske atomanlæg.
Det kan den amerikanske Fox News-vært Sean Hannity beskrive efter en samtale med Donald Trump.
Hannity har i mange år været kendt for at have et godt forhold til netop den amerikanske præsident.
Og derfor kunne han kun få timer efter det amerikanske angreb på de tre anlæg – Natanz, Isfahan og Fordow – beskrive, hvordan USA havde gjort.
For at ramme Fordow-anlægget, der ligger mellem 60-80 meter under jorden i et bjerg omkring 100 kilometer sydvest for hovedstaden Teheran, har USA brugt et helt særligt våben.
Der er tale om et såkaldt bunkerbuster-våben, der kan trænge dybt ned i jorden, inden det eksploderer. Våbnet vejer omkring 13 ton, og det er kun det særlige B2-bombefly, der kan bære bunkerbusteren grundet den enorme vægt.
»Det er kun amerikanerne, der har den her bombe, der kan grave sig 60 meter ned i jorden og ramme iranernes Fordow-atomanlæg,« forklarede lektor ved Forsvarskademiet Peter Viggo Jakobsen tidligere på ugen til B.T.
Han uddybede:
»Det er også kun USA, der har et fly, der kan bære det her våben, som er meget tungt.«
Inden angrebet var det anslået, at to bunkerbuster-våben ville være nok.
Men ifølge Sean Hannity, så har USA brugt hele seks af de voldsomme og enormt dyre våben.
»Jeg har lige talt med USAs præsident og har ny information,« indleder Sean Hannity direkte på Fox News og fortsætter:
»Det lader til, at USA lige har totalt udslettet Irans tophemmelige Fordow-anlæg med seks store bunker buster-bomber. Man spekulerede i forvejen i, at man kun skulle bruge to. Men det viser sig, de brugte 5-6 bomber fra amerikanske B2-bombefly,« siger Hannity.
Den type bomber har dog ikke været i brug ved de to andre anlæg.
Ingen af dem ligger som Fordow dybt under jorden. Og derfor har det ikke været nødvendigt at bruge bunkerbuster-våbnet i de tilfælde.
Det gør dog ikke angrebene på Isfahan- og Natanz-anlæggene mindre spektakulære, kan Hannity melde:
»Det er ikke alt. To andre store iranske atomanlæg, Natanz og Isfahan, blev udslettet med 30 Tomahawk-missiler affyret fra amerikanske ubåde cirka 400 mil (640 kilometer, red.) væk,« siger han.