Donald Trumps tidligere advokat Rudy Giuliani var lørdag involveret i en voldsom trafikulykke.

Det skriver New York Post, som mener at vide, at advokaten er 'alvorligt kvæstet'.

Ifølge mediet bekræfter Giulianis sikkerhedschef, Michael Ragusa, søndag ulykken og kan desuden fortælle, at den tidligere borgmester i New York er blevet indlagt.

Han er angiveligt blevet indlagt med brækkede ryghvirvler, flere snitsår og blå mærker specifikt på venstre arm og underben, efter hans lejebil blev påkørt bagfra, fortæller Ragusa ifølge mediet.

Han mener desuden at vide, at 81-årige Giuliani forud for ulykken blev kaldt ind til siden af en kvinde, der havde været offer for vold i hjemmet.

Her ydede han den hjælp, han kunne, kontaktede hjælp fra ordensmagten og ventede med hende, indtil politiet ankom.

»Ulykken skete, efter at han var steget ind i sin bil igen, som derefter blev ramt bagfra med høj hastighed,« fortæller sikkerhedschefen.

Han kan desuden berette, at Rudy Giuliani – som var borgmester i New York fra 1994 til 2001 – angiveligt er ved godt mod, og at han er i bedring:

»Borgmesteren er i godt humør. Han er et bæst. Han overlevede 9/11,« oplyser han.

Ragusa oplyser, at det er planen, at den 81-årige advokat og politiker forbliver indlagt i to-tre dage endnu.