Sandhedens øjeblik.

Det kalder Financial Times fredagens møde mellem Donald Trump og Vladimir Putin.

Klokken 21 fredag aften dansk tid mødes den amerikanske og den russiske præsident som bekendt på militærbasen Joint Base Elmendorf-Richardson i Anchorage, Alaska.

Øverst på dagsordenen står Ukraine-krigen, og hvordan den kan bringes til ophør.

Joint Base Elmendorf-Richardson i Anchorage, Alaska.
Joint Base Elmendorf-Richardson i Anchorage, Alaska. Foto: Jeenah Moon/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge Financial Times er mødet 'et afgørende øjeblik for Trump, både internationalt og indenrigspolitisk'.

Trump har igen og igen påstået, at krigen i Ukraine aldrig var startet, hvis han havde været præsident, da Rusland angreb nabolandet i fuld skala i februar 2022.

Han har også fremstillet sig selv som manden, der vil kunne få krigen til at stoppe.

Nu fanger bordet ifølge Financial Times, som kalder mødet med Putin for 'Trumps største test'.

'Han ønsker også at bevise, at han er en global fredsmager – en påstand, der ikke kan holde, hvis han ikke formår at bringe den største landinvasion i Europa siden Anden Verdenskrig til ophør,' skriver Financial Times.

Du kan følge udviklingen i international storpolitik – herunder naturligvis nyheder op til, under og efter fredagens møde mellem Trump og Putin i Alaska – i vores liveblog, som du finder lige HER.