USAs førstedame, Melania Trump, plejer at holde sig i baggrunden.

Men et omdiskuteret videointerview har pludselig bragt hende i fokus – og nu kommer Melania Trump med noget af et modangreb. 

Hun har således sagsøgt Hunter Biden, som er søn af USAs tidligere præsident Joe Biden, for intet mindre end en milliard dollar (6,85 milliarder kroner), skriver Fox News.

Samtidig anklager Melania Trumps advokat, Alejandro Brito, Hunter Biden for at have delt 'falske, æreskrænkende, nedsættende og provokerende udtalelser', som ifølge Brito har påført hende 'overvældende økonomisk og omdømmemæssig skade'.

Baggrunden er en påstand, Hunter Biden viderebragte under et videointerview med Channel 5, som blev delt på YouTube i starten af august.

Påstanden om, at det var den afdøde sexforbryder og finansmand Jeffrey Epstein, som introducerede Melania for Donald Trump.

»Disse falske, nedsættende, æreskrænkende og provokerende udtalelser er yderst slibrige og er blevet bredt spredt gennem forskellige digitale medier,« skriver Alejandro Brito i et brev til Hunter Biden og hans advokat, som blev afsendt 6. august.

»Faktisk er videoen siden blevet genudgivet af forskellige medier, journalister og politiske kommentatorer med millioner af følgere på sociale medier, som har spredt de falske og æreskrænkende udtalelser i den til millioner af mennesker over hele verden,« lyder det videre fra Melania Trumps advokat.

Her ses Hunter Biden sammen med sin far, USAs nu tidligere præsident Joe Biden (arkivfoto).
Her ses Hunter Biden sammen med sin far, USAs nu tidligere præsident Joe Biden (arkivfoto). Foto: Anna Rose Layden/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derfor krævede Brito på vegne af USAs førstedame, at Hunter Biden trak udtalelsen tilbage og kom med en offentlig undskyldning til Melania Trump.

Og det med en særdeles kort frist.

Var det ikke sket dagen efter afsendelsen af brevet – det vil sige 7. august – ville Melania Trump sagsøge Hunter Biden for en milliard dollar.

Fox News erfarer fra en kilde med kendskab til sagen, at Hunter Biden ikke efterkom anmodningerne inden for den fastsatte frist.

Det amerikanske medie The Daily Beast har trukket en artikel med lignende påstande tilbage efter pres fra Melania Trumps advokater.

Påstanden om, at det var Jeffrey Epstein, som introducerede Melania for Donald Trump, stammer fra journalist og forfatter Michael Wolff, som har skrevet flere bøger om den nuværende amerikanske præsident.

Donald Trump har ved flere lejligheder beskyldt Wolff for at være en løgner.