En menneskejagt har nu været i gang i tre døgn i den amerikanske delstat Montana.
Men den eftersøgte er stadig på fri fod, og det får myndighederne til at komme med en advarsel til borgerne.
Fredag aften blev fire mennesker skudt og dræbt på baren The Owl Bar i den lille by Anaconda.
Gerningsmanden menes at være en 45-årig militærveteran, som skulle være flygtet i en hvid pickup efter skuddrabene.
Politiet er på jagt efter den mistænkte over hele Montana, men trods af en storstilet eftersøgning er det ikke lykkedes at finde ham.
Og det vækker dyb bekymring.
»Dette er et ustabilt individ, som gik ind og myrdede fire mennesker med koldt blod uden nogen som helst grund. Så der er absolut grund til bekymring for offentligheden,« siger Montanas justitsminister, Austin Knudsen, ifølge CBS News.
Politiet formoder, at den mistænkte stadig er bevæbnet og farlig.
Forretninger i byen Anaconda kan holde åbent, men politiet anbefaler de forretningsdrivende at udvise stor forsigtighed.
Der er udlovet en dusør på 7.500 dollar (48.339 kroner) for alle oplysninger, der fører til anholdelse af den mistænkte mand.
Det er fortsat uklart, hvad der førte til skyderiet.