Israel er klar til at igangsætte en invasion, der skal sikre, at det israelske militær får kontrol over 75 procent af Gazaområdet mod de cirka 40 procent, som Israel kontrollerer lige nu.
Det bekræfter en militærkilde over for B.T.
B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, fortæller, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er træt af at forhandle fred med Hamas.
Det er »kun et spørgsmål om tid, før Netanyahu trykker på knappen,« siger Jotam Confino, der samtidig fastslår, at planen er af meget voldsom karakter.
»Det virker til, at Israel nu har nået et punkt, hvor man ikke gider våbenhvileforhandlinger mere. I sidste uge sendte Netanyahu en delegation til Qatar for at forhandle med Hamas, men forhandlingerne kommer ingen vegne. Ingen vil indgå kompromisser,« lyder det.
Der er ikke fastlagt en præcis dato for, hvornår Netanyahu vil igangsætte sin plan, oplyser militærkilden til B.T. Men ifølge kilden vil den nye offensiv vare to måneder.
Og selvom planen ifølge B.T.s mellemøstkorrespondent er af »voldsom karakter« indeholder planen også et fokusskift:
»Man går fra at have fokus på målretterede likvideringer til nu at have fokus på at få mere land.«
»Israel har fundet ud af, at tilgangen med at dræbe Hamas én efter én er en skrue uden ende. For der bliver hele tiden rekrutteret nye medlemmer,« siger Jotam Confino.
I stedet vil Israel nu tage kontrol over de Hamas-højborge, der er i området, og kontrollere den infrastruktur, som den registrerede terrororganisation har.
Israel vil med denne plan oprette tre nødhjælpszoner inde i Gaza, som befolkningen skal tilgå. Én i syd, én centralt i området og én i nord, forklarer Jotam Confino.
Hvis Israel skal indtage mere land, betyder det mere militær og krig – og vel også flere civile ofre?
»For Israels vedkommende er det måden at bekæmpe Hamas på. I Israels øjne vil det betyde mindre drab på civile, da man bedre kan kontrollere Hamas' infrastruktur.«
»Der kommer til at være menneskelige konsekvenser. For Hamas vil svare tilbage og angribe fra højre og venstre. Det vil Israel naturligvis svare tilbage på,« siger Jotam Confino, mens han forudser, at de israelske soldaters permanente tilstedeværelse kommer til at betyde mere guerilla-krig i områderne ved Hamas' hovedkvarterer.