En af Europas travleste lufthavne er helt lammet efter en brand.
Og myndighederne i Storbritannien er på den anden ende lige nu.
Storbritanniens energiminister, den tidligere premierministerkandidat Ed Miliband, fortæller til Sky News, at der var en backupgenerator, men at også den blev påvirket af branden - hvorfor Heathrow Lufthavn forventes at være påvirket af strømsvigt hele dagen.
Det viser »hvor usædvanlig og uhørt« situationen er, lyder det fra ministeren.
Han forklarer videre, at det endnu er for tidligt at svare på, hvad der har gjort, at transformatorstationen blev ramt af en »katastrofal brand«.
Af hensyn til sikkerheden for både passagerer og lufthavnens ansatte har man i Heathrow valgt foreløbigt at holde lufthavnen lukket indtil fredag midnat.
Lufthavnen Gatwick, som også ligger i London, forsøger at afhjælpe situationen i Heathrow. De 'accepterer omdirigerede fly efter behov', lyder det i en udtalelse.
SAS har meldt ud, at de har aflyst alle fly til og fra Heathrow.
Af flyselskabets hjemmeside fremgår det, at flyselskabet havde i alt 14 afgange fra København, Oslo og Stockholm til Heathrow fredag.
Branden, der fredag har lukket Heathrow Lufthavn, er senere kommet under kontrol.
Det oplyser Londons brandmyndigheder ifølge AFP.
Ifølge Londons brandvæsens assisterende kommissær, Pat Goulbourne, er det »lykkedes at inddæmme branden og forhindre yderligere spredning«.