Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, bøjede sig i søndags.
Efter gentagne trusler fra verdenssamfundet åbnede Israel sluserne og accepterede, at nødhjælp igen kan komme ind i det kriseramte Gaza-område. Men det har bestemt ikke løst alle problemer, fortæller B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino.
Han fortæller fra Israel, at det går særdeles langsomt med at få nødhjælpen frem til de mennesker, der har akut brug for den.
Forskellige holdninger fra Israel og USA på den ene side og verdenssamfundet på den anden, gør situationen kompliceret.
»Der er en stadig masse praktiske ting omkring nødhjælpen. Det er ikke et problem at få nødhjælpen over grænsen, men problemet ligger i, at det skal distribueres,« siger Jotam Confino og tilføjer, at nødhjælpen skal inspiceres, før den kan transporteres hen til en række FN-sikkerhedspunkter.
»Går det hurtigt? Nej, og det skaber en gigantisk frustration blandt borgerne i Gaza, men Israel gør det for at sikre, at nødhjælpen ikke kommer i Hamas' hænder,« understreger Jotam Confino.
Samtlige nødhjælpsorganisationer har berettet om hungersnød i området, mens Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), mandag skrev et Facebook-opslag, hvor hun kaldte situationen i Gaza »dybt alarmerede«.
Jotam Confino beskriver samtidig en hårdfin grænse mellem nødhjælpsorganisationernes krav om, at nødhjælpen når hurtigt frem og den grundighed, der kan sikre, at den ikke havner i de forkerte hænder.
»Israels premierminister og USA kræver, at der kommer Hamas-frie zoner. Men resten af det internationale samfund er frustreret. Her ønsker man, at der sendes masser af nødhjælp ind i Gaza,« lyder det fra mellemøstkorrespondenten, der befinder sig i Israel.