Du kender det måske. Du har været ude at spise med en flok venner eller med familien, og når regningen kommer, beder du tjeneren om at splitte den op, så alle betaler deres egen del.

Men på en spansk ferieø kan det muligvis være slut med at kunne netop dét.

På Mallorca har nogle restauranter nemlig valgt, at de nu ikke længere vil acceptere, at kunderne betaler hver for sig, skriver Majorca Daily Bulletin ifølge Dagbladet.

»Der er én regning pr. bord, og det er op til kunderne, hvordan de håndterer betalingen,« forklarer formanden for restaurantorganisationen CAEB Restaurants Association på Mallorca, Juanmi Ferrer.

»Nogle ønsker ikke at betale for vinen, andre beder specifikt om at betale for deres egen ret. Det bliver kompliceret for personalet, og der kan være poster, som ingen bliver opkrævet for. Det er tidskrævende, og endnu mere hvis regningen ikke stemmer.«

Ændringen skyldes blandt andet, at det tager tid for tjenerne at splitte regningen mellem alle gæsterne, og det øger den arbejdsbyrde, der i forvejen er mange steder, som også kæmper med mangel på personale, skriver Majorca Daily Bulletin.

Regningen vil dog kunne blive delt ligeligt mellem gæsterne, men ikke nødvendigvis individuelt alt efter, hvad de enkelte har bestilt.

Det kan dermed blive op til de spisende selv at føre regnskab bagefter, når én person eksempelvis har lagt ud.