Tyskland reagerer nu på de foruroligende meldinger fra Rusland og Belarus.

Fra tirsdag morgen har tyske Eurofighter-kampfly således for første gang ageret fra en flyveplads i den polske by Minsk Mazowiecki.

»Udsendelsen er et klart tegn på Nato-alliancens solidaritet og skal fungere som et troværdigt afskrækkelsesmiddel og beskyttelse af det fælles luftrum,« bekræfter en talsmand fra det tyske luftvåben over for Bild.

Årsagen er det, der om en måneds tid skal ske på den anden side af grænsen mellem Polen og Belarus: Den kæmpestore russisk-belarusiske militære øvelse, Zapad-2025, der afvikles i september.

Et tysk Eurofighter-kampfly i luften.
Et tysk Eurofighter-kampfly i luften. Foto: Christoph Reichwein/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her forventes at deltage mellem 100.000-150.000 soldater.

Ifølge Bild frygter nabolande som Polen og de baltiske stater, at øvelsen kan være en optakt til en reel russisk offensiv mod Baltikum. Eller en anden militær provokation mod Nato.

Også tænketanken Cepa omtaler den store, forestående øvelse i Belarus.

Her lyder det, at Zapad-2025 skal ses som »en intensiveret strategi i at træne og forberede sig på en potentiel landoptrapning mod Natos østflanke uden for Ukraine«.

Belarus-præsident Alexander Lukasjenko er vært for Zapad-2025. 
Belarus-præsident Alexander Lukasjenko er vært for Zapad-2025.  Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det lyder også, at selvom man i Moskva og Minsk betragter øvelsen som »defensiv«, kan blandt andet strukturen og den planlagte brug af offensive styrker antyde et »voksende beredskab til en højintensiv konflikt«. 

Videre påpeger Cepa, at Rusland i de seneste år har udbygget militærbaser nær grænsen mod Europa og flyttet materiel hertil, hvilket »indikerer en mere konfrontatorisk holdning over for Vesten«.

Og så skræmmer den nære fortid ikke mindst. Som bekendt.

Zapad-2025 er den største siden Zapad-2021, hvor mere end 200.000 soldater simulerede angreb mod Nato-positioner.

Et billede fra Zapad-2021.
Et billede fra Zapad-2021. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kun få måneder senere – i februar 2022 – blev Ukraine invaderet af Rusland.

Det tyske luftvåben meddeler ikke, hvor mange Eurofighter-kampfly, der er blevet sendt til Polen. Ifølge Bilds kilder skulle der være tale om fem styk.

Også mindst 150 tyske soldater er ligeledes siden juli blevet sendt til tjeneste i Polen.

Natos største øvelse siden afslutningen på Den Kolde Krig, Steadfast Defender, blev afviklet sidste år. Her deltog 90.000 soldater.