Han sidder selv fængslet for det massive hackerangreb – men nu kommer han med iøjnefaldende oplysninger om de bagmænd, der aldrig er blevet afsløret.
»Revil-teamet havde partnere, der var koblet til den russiske stat,« fortæller Jaroslav Vasinskyj.
Den ukrainske hacker med kaldenavnet Rabotnik har nu ifølge Dagens Nyheter for første gang udtalt sig om den spektakulære sag.
For han holdt sig tavs under hele retssagen sidste år i USA, hvor han blev idømt 13 år og syv måneders fængsel for sin roller i cyberangrebet, der fandt sted i juli 2021.
Her måtte eksempelvis omkring 800 svenske Coop-butikker som resultat holde lukket, nogle i op til en uge, mens hackergruppen Revil krævede et beløb svarende til 438 millioner danske kroner.
Det var den amerikanske it-leverandør, Kaseya, der reelt blev angrebet, men selskabets kunder over hele verden blev ofre.
Jaroslav Vasinskyj erkender nu, at han var en del af Revil.
»Jeg forberedte alt for angrebet, »fortæller han om blandt andet at have skabt den virus, der blev sluppet løs:
»Men de udførte angrebet. Jeg trykkede ikke på knappen.«
Den ukrainske hacker kommer ikke nærmere på, hvem bagmændenes præcise identitet er – andet altså end at der angiveligt er tydelige forbindelser til den russiske stat.
Jaroslav Vasinskyjs udtalelser er kommet frem, fordi han fra fængslet har kommunikeret med Jon DiMaggio, der er sikkerhedschef i it-sikkerhedsselskabet Analyst1.
I retssagen sidste år blev han dømt som værende »«samarbejdspartner« i det spektakulære hackerangreb, der dengang for fire år siden var det største nogensinde.