En noget utraditionel kampagne har set dagens lys op til det amerikanske præsidentvalg. Og den involverer et hav af farvede Post-It sedler.
Sagen er, at der rundt omkring i fitness-centre, offentlige toiletter, cafeer og andet er begyndt at dukke små beskeder op, om at man - især som kvinde - bør stemme på Kamala Harris som præsident.
Det skriver NBC News.
NBC skriver, at de små og ofte håndskrevne beskeder varierer indholdsmæssigt, men som regel vil der stå noget i retning af dette:
»Kvinde til kvinde: Ingen kan se, hvad du stemmer. Stem Harris/Walz.«
Der er ikke nogen, der ved, hvem der startede denne trend, men NBC News skriver, at der angiveligt er tale om et landsdækkende fænomen.
En talsmand for Kamala Harris' kampagne har nægtet, at Harris-siden er involveret i den nye trend.
NBC News citerer til gengæld en række kvindelige vælgere, som har været med sætte sedler og noter op forskellige steder i deres lokalområde.
»Bare i dag har jeg været inde på et par toiletter rundt omkring og sat dem op i nogle båse,« siger Donna Savage fra Oklahoma.
En anden kvinde, Liz Nace, siger, at hun kommer fra en 'meget rød stat,' hvilket henviser til en stat, hvor flertallet stemmer republikansk og dermed Trump.
»Og jeg kender kvinder, som gør, hvad deres mand siger, de skal, og det er meget trist,« siger hun med henvisning til, at manden stemmer Trump.
Efterhånden som tendensen med de farvede sedler har bredt sig, så er nogle personer begyndt at få rekvireret farvede sedler med allerede påtrykte budskaber til kvinder om, at de skal stemme på Kamala Harris.