En 18-årig mand sigtes for overtrædelse af den norske terrorlovgivning efter et drab natten til søndag i den norske hovedstad, Oslo.

Det oplyser anklager hos norsk politi Philip Green på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet NTB.

»Sådan, som sagen står nu, mener vi, at han havde til hensigt at skabe frygt i en del af befolkningen. Det er også årsagen til, at han nu er sigtet efter terrorbestemmelsen,« siger Philip Green.

Det var en nabo til et bosted for børn, der ikke kan bo hjemme, som slog alarm natten til søndag.

Men da politiet dukkede op omkring klokken 01.15 natten til søndag var det allerede for sent. En kvinde i 30erne blev fundet livløs, og hendes liv stod ikke til at redde.

Den 18-årige mand blev anholdt, men ellers holdt politiet kortene tæt til kroppen. Siden har norsk TV 2 afsløret nyt om motivet for drabet – og hvordan kvinden sandsynligvis blev dræbt.

Ifølge det norske medie blev kvinden – som arbejdede på børneværnsinstitutionen og var alene på vagt, da drabet fandt sted – fundet med flere stik- og snitsår, da politiet ankom.

Under politiafhøringer har den 18-årige fortalt, at drabet på kvinden var politisk motiveret.

Ifølge norsk TV 2 har den anholdte ingen tidligere domme, men både politiet og politiets sikkerhedstjeneste (PST) var opmærksomme på ham, idet den unge mand skulle være blevet radikaliseret i højreekstrem retning.

Han boede på børneværnsinstitutionen, hvor den dræbte kvinde arbejdede. Hun var norsk statsborger med indvandrerbaggrund.

Den anholdte 18-årige stammer fra et andet europæisk land, men har boet i Norge en stor del af sit liv.

Ifølge politiet handlede han på egen hånd og alene, da drabet blev begået.

Manden blev anholdt i hjertet af Oslo kort før klokken 04 natten til søndag.