Chokket over fire syriske mænds seksuelle chikane af otte småpiger i et udendørs badeanlæg i Tyskland havde dårligt lagt sig, før en ny episode er dukket op i samme delstat – Hessen.

Denne gang er gerningsmanden ifølge tyske Bild en 31-årig rumæner, der udsatte tre 10-årige piger for alvorlige blufærdighedskrænkelser, mens de badede i det udendørs svømmeanlæg.

Hændelsen indtraf søndag eftermiddag, hvor et vidne slog alarm til politiet via alarmcentralen, efter angiveligt at have set manden forgribe sig på de tre piger i vandet.

En politipatrulje var hurtigt fremme ved swimmingpoolen og kunne anholde den mistænkte på stedet. Han viste sig at være ekstremt beruset med en monsterpromille på 4,21 alkohol i blodet.

Normalt anses en promille for 3,0 for at kunne være livsfarlig, hvis indehaveren ikke i forvejen har vænnet sin krop til alkohol i store mængder.

Betjentene anholdt den stærkt berusede rumæner med henblik på videre efterforskning.