Efter to historiske og stort anlagte topmøder på få dage er det store spørgsmål, hvad Donald Trump har opnået.
Spørger man en dansk ekspert, så er svaret for den amerikanske præsident ganske brutalt.
»Ingenting.«
Sådan lyder det helt korte svar fra Peter Viggo Jakobsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, da han får spørgsmålet om, hvad Donald Trump har opnået efter de to topmøder.
Det første topmøde fandt sted fredag i Alaska, hvor den russiske præsident Putin kom ud af den internationale karantæne, han har været i siden den fulde invasion af Ukraine for mere end tre år siden.
På forhånd havde Donald Trump sagt, at han gik efter en våbenhvile – ellers kunne det resultere i hårde konsekvenser for den russiske præsident.
Der kom som bekendt hverken en våbenhvile eller hårde konsekvenser for Putin, der derimod fik købt mere tid og fik taget billeder med den amerikanske præsident – på amerikansk jord.
Ved mandagens stort anlagte møde i Det Hvide Hus i Washington, DC, mødtes Trump først med den ukrainske præsident Zelenskyj, inden en række europæiske topledere sluttede sig til.
Ordet 'sikkerhedsgarantier' blev sagt nærmest i det uendelige.
Men da mødet efter adskillige timer var overstået, så var der ej heller denne gang en fred i Ukraine, som Trump havde ønsket.
»Vi fandt ud af, at Trump ikke tør presse Rusland. Og han tør ikke presse Europa. Rusland vil stadig have mere, end de har erobret, og Ukraine vil ikke give noget,« siger Peter Viggo Jakobsen.
På spørgsmålet om, hvad de to topmøder så handlede om for Trump, er han klar i mælet.
»Trump vil holde en masse møder og se sig selv på tv. Men vi aner ikke, hvad amerikanerne vil. Hvis det var 'Kejserens nye klæder', så havde der været en lille dreng, der havde stået ved enden af mødet og råbt, at Trump ikke har noget tøj på,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Han er i det hele taget ikke imponeret over Trumps præstation over de to møder.
»Det minder lidt om EU: De holder en masse møder, men der sker ikke noget som helst,« siger den danske ekspert.
Men er vi så tættere en aftale efter de mange møder? Slet ikke, mener Peter Viggo Jakobsen.
»Vi er ikke kommet noget som helst nærmere,« siger han.
Han fortæller videre, at han ikke tror på en fred, som det står til netop nu.
»Russerne vil gerne slås videre. De mener, det kører for dem på slagmarken, så de vil gerne tage mere land. Hvis der skal en forhandlet fred til, så er det vigtigt for Ukraine og Europa at låse krigen. Og måske kan Rusland med tiden indse, at de ikke kan vinde, og så indgår de en fred,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Da B.T. spørger ham, hvem han anser for vinderen efter de to topmøder på få dage, lyder svaret:
»Det kommer an på, hvilket udgangspunkt man har. Hvis man frygtede, at Ukraine ville blive solgt, så har de vundet. Rusland får lov til at kæmpe videre og tage mere territorium, så de har også vundet,« siger han.
»Men hvis man ønskede en fred, så har man tabt.«