Ukraine og Rusland nærmer sig måske en våbenhvile i den 3,5 år lange krig.

Det sagde Polens premierminister, Donald Tusk, fredag under et pressemøde ifølge flere medier.

Tusk leverede det håbefulde budskab efter angiveligt at have talt med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

»Der er visse signaler, og jeg har en intuition om, at en fastfrysning af konflikten – jeg vil ikke sige en afslutning på krigen, men en fastfrysning af konflikten – kan ske hellere før end senere,« lød det ifølge The Guardian.

Rusland fik for nylig et ultimatum fra USA om enten at indgå en våbenhvile eller mærke hårde økonomiske sanktioner. Tidsfristen for at træffe en beslutning udløber fredag.

»Der er håb. I dag er tidsfristen for det ultimatum. Præsident Zelenskyj er meget forsigtig, men stadig optimistisk,« sagde Tusk under fredagens pressemøde ifølge The Guardian.

USA har flere gange forsøgt at skabe fred mellem de to parter, men det er endnu ikke lykkedes.