Hele Australien holder vejret, mens politiet jagter den mand, der tirsdag morgen dansk tid skød og dræbte to politifolk og sårede en tredje.

Den tragiske episode fandt sted i landsbyen Porepunkah nord for Melbourne, hvor politiet siden har været massivt til stede med helikoptere, panserkøretøjer og mindst 50 tungt bevæbnede betjente.

Men gerningsmanden, som politiet nu har delt flere detaljer om, er også tungt bevæbnet, skriver ABC News.

Politiet har delt navn og billede på gerningsmanden, 56-årige Dezi Freeman fra lokalområdet, der har udråbt sig selv som såkaldt 'sovereign citizen' (suveræn borger), som ikke anerkender statens kontrol, legitimitet og lovgivning.

Det vrimler med betjente i Porepunkah.
Det vrimler med betjente i Porepunkah. Foto: Simon Dallinger/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Politiet fortæller, at der ingen kontakt har været til gerningsmanden, siden han »med koldt blod« myrdede to betjente på 59 og 35 år og sårede en tredje i et bagholdsangreb, da de skulle ransagde hans ejendom.

Chefpolitikommissær Mike Bush bekræfter, at manden er tungt bevæbnet og meget farlig. Politiet havde kendskab til ham før tirsdagens episode.

Tidligere lød det, at han havde taget sin kone og to børn som gidsler, da han flygtede fra sin bolig og ind i buskadset i udkanten af Porepunkah.

Men ifølge Mike Bush er manden alene.

»Vi leder stadig efter hans partner og to børn, men han blev ikke set gå ind i vildmarken med dem,« siger chefpolitikommissæren.

Politiet bruger blandt andet helikoptere med termiske kameraer for at finde frem til mandens skjulested.

Ifølge 9News vil politiet fortsætte menneskejagten natten igennem, hvis det er nødvendigt. Delstaten Victoria er otte timer foran Danmark.