Hele verden følger med, når den amerikanske præsident, Donald Trump, tager imod den russiske ditto, Vladimir Putin, i et højspændt møde i Alaska, hvor en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine er på dagsordenen.

At det virkelig er alvorligt, hvad der skal diskuteres på topmødet, kan også se på de to delegationer, Putin og Trump har fragtet med til den kolde amerikanske delstat.

The Guardians Rusland-korrespondent har lavet en gennemgang af gæstelisten af magtfulde personer, der har adgang til det fortrolige rum, og som skal forhandle aftaler hjem, der har betydning for hele verden.

Donald Trump tager sine tro følgesvende udenrigsminister, Marco Rubio, mellemøst- og Ukraine-udsending, Steve Witkoff og forsvarsminister, Pete Hegseth, med til forhandlingsbordet.

Overfor dem kommer noget af det tungeste politiske skyts fra Rusland med mange årtiers erfaring til at gøre dem modstand – og dem kan du lære bedre at kende her:

Sergei Lavrov – Ruslands udenrigsminister

Med sine indtil videre 21 år i stolen som russisk udenrigsminister, er den 75-årige toppolitiker en af de længst siddende seniordiplomater verden nogensinde har set.

Selvom han er kendt for sin voldsomt rustne stemme, og en række kontroversielle pressemøder, skal man ikke tage fejl af den rutinerede minister.

Lavrov har haft en central finger med i spillet under udformningen af Ruslands udenrigspolitik i forbindelse med alt fra Irak-krigen, annekteringen af Krim-halvøen og den deciderede invasion af Ukraine.

Lavrov blev ifølge The Guardian tidligere betragtet som en »pragmatisk og dygtig« diplomat i de vestlige hovedstæder, men er i takt med Putins tiltagende radikale politik nærmere blevet anset som værende mere konfrontatorisk og aggressiv i sin tone.

Sergei Lavrov er en del af delegationen, der rejser med Putin til Alaska.
Sergei Lavrov er en del af delegationen, der rejser med Putin til Alaska. Foto: Pavel Bednyakov/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Yuri Ushakov – udenrigspolitisk rådgiver for Putin

78-årige Ushakov er en af Vladimir Putins mest betroede rådgivere på det udenrigspolitiske område, og særligt på amerikanske anliggender er han en nøglefigur i præsidentens inderkreds.

Fra 1998 til 2008 var han Ruslands ambassadør i USA, og lige siden har han haft stort fokus på, hvad der sker i Washington.

Det er især bag kulisserne, at den rolige og knap så fremtrædende figur har koordineret Putins internationale engagementer og videreformidlet nøglepunkterne til de russiske statsmedier.

Yuri Ushakov har dyb erfaring med Ruslands amerikanske anliggender og er et respekteret medlem af Putins inderkreds.
Yuri Ushakov har dyb erfaring med Ruslands amerikanske anliggender og er et respekteret medlem af Putins inderkreds. Foto: Maxim Shemetov/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Andrej Belousov – Ruslands forsvarsminister

Belousov er 66 år og er ifølge The Guardian en af de få teknokrater, der har nået tinderne af sikkerhedsposter i Kreml.

I 2024 afløste han højst overraskende den mangeårige forsvarsminister Sergej Sjojgu i, hvad der blev betragtet som et forsøg på at tøjle korruptionen internt i Ruslands væbnede styrker.

The Guardian skriver desuden, at han også indtog posten i håbet om at fremskynde udviklingen af Ruslands militariserede økonomi til fuldskala krigsøkonomi. 

Belousov er uddannet økonom og beskrives hertil som et meget religiøst menneske, der angiveligt har ortodokse ikoner og teologiske bøger på sit kontor.

Andrej Belousov er en af de få teknokrater, der har noget en topposition i Kremls sikkerhedsposter.
Andrej Belousov er en af de få teknokrater, der har noget en topposition i Kremls sikkerhedsposter. Foto: Alexey Danichev/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kirill Dmitrijev – chef for Ruslands statslige investeringsfond

I en alder af 50 år, er Dmitriev et forholdsvist nyt medlem af Putins Kreml-hold. Han er uddannet ved Stanford University og Harvard Business School, og så råder han i dag over de 10 milliarder dollar, der i øjeblikket står i Kremls statslige investeringsfond.

Dmitriev har tidligere åbent pralet om sine forbindelser til flere amerikanske erhvervsmænd, og så har han et godt personligt forhold til Vladimir Putin, hvis døtre har et særdeles godt forhold til Dmitrievs kone, Natalya Popova.

Hans opgave i Alaska bliver ifølge The Guardian med al sandsynlighed at forsøge at friste Donald Trump med en lukrativ aftale mellem USA og Rusland ved at præsentere ambitiøse planer for økonomisk og infrastrukturelt samarbejde i Arktis.

Kirill Dmitrijev skal formentlig forsøge at friste Donald Trump med lukrative aftaler i Arktis under mødet i Alaska.
Kirill Dmitrijev skal formentlig forsøge at friste Donald Trump med lukrative aftaler i Arktis under mødet i Alaska. Foto: Mikhail Metzel/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Anton Siluanov – Ruslands finansminister

Den 62-årige politiker har siddet på posten som finansminister i snart 15 år, og af The Guardian beskrives han som værende en af de centrale arkitekter bag Kremls forsøg på at holde den russiske økonomi ovenvande i lyset af invasionen af Ukraine og sanktioner fra vesten.

Hans opgave er ifølge The Guardian at ruste Ruslands økonomi til bedst muligt til at kunne modstå sanktioner.

The Guardian beskriver hans deltagelse ved Alaska-mødet som overraskende, men skriver, at det er et signal om en prioritering af at få vestlige restriktioner ophævet som led i fredsaftalen.

Anton Siluanovs deltagelse ved topmødet er 'overraskende' ifølge The Guardian.
Anton Siluanovs deltagelse ved topmødet er 'overraskende' ifølge The Guardian. Foto: Olga Maltseva/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere