Vladimir Putin er under pres fra USA.
Det siger seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier tirsdag, mens den russiske præsident står tre dage fra en vigtig deadline.
USAs præsident, Donald Trump, har truet med at indføre sanktioner mod Rusland og landets handelspartnere, hvis der ikke kommer en våbenhvile med Ukraine inden for 10 dage.
Fristen udløber på fredag.
Det bringer Putin, som ikke nødvendigvis ønsker en våbenhvile i den 3,5 år lange krig, »i en presset situation,« siger Splidsboel.
Ifølge Splidsboel frygter russerne, at Trump gør alvor af truslerne.
USA har blandt andet truet med at pålægge sanktioner mod Indien for at handle med Rusland. Splidsboel kalder Indien »et sindssygt vigtigt marked« for russerne.
Et stop for oliehandel mellem de to kan derfor få konsekvenser for russerne, siger han.
Mandag åbnede Ruslands regering så pludselig for et muligt møde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Tingene skulle bare lige vendes på 'ekspertniveau' først, lød det.
Splidsboel ser meldingen som en strategisk manvøre fra Rusland. Et forsøg på at »gøre noget uden at gøre noget«.
For Rusland har ingen interesse i at mødes med Zelenskyj, forklarer han.
»Og der sidder de givetvis nu i Kreml og tænker: 'Hvordan kan vi lave nogle ekspertgrupper, som ikke bliver til noget? Hvordan kan vi lave en proces, som gør, at vi ikke skal mødes med Zelenskyj?'«
Hvordan Trump vil reagere, vil tiden vise.
Det er muligt, at den amerikanske præsident godtager Ruslands melding, siger Splidsboel.
Ifølge eksperten kan det også gå den anden vej: Trump kan føle sig holdt for nar og derfor indføre de varslede sanktioner.
»Men det er klart: det er en anden Donald Trump, der er nu, end der var for en måned siden,« konstaterer Splidsboel, efter Trump har præsenteret en hårdere tone overfor russerne end tidligere.
Og »russerne håber, at de kan få den gamle Donald tilbage,« tilføjer han.