OPDATERING: Bild har tirsdag trukket artiklen om Luiza Rozova midlertidigt tilbage, mens mediet undersøger en mistanke om, at udtalelserne i den stammer fra en falsk konto, som ligner Rozovas til forveksling.

Det skriver Bild. 

Hun dukkede første gang frem i de russiske medier for fem år siden.

Nu er der opsigtsvækkende nyt fra den unge kvinde, der omtales som værende Vladimir Putins hemmelige »elskovsbarn«, der nu tager bladet fra munden.

22-årige Luiza Rozovas liv har været omgærdet af stor mystik og hemmelighedskræmmeri, siden det kom frem, at hun skulle være datter af den russiske præsident.

De seneste par dage er der dog pludselig sket noget.

Luiza Rozova har ifølge Bild delt flere utilslørede billeder af sig selv på beskedtjenesten Telegram. Det er i sig selv ganske bemærkelsesværdigt.

Men det er især hendes ord om sin fader, der er opsigtsvækkende.

For Luiza Rozova taler nu åbent og kritisk om Vladimir Putin – dog uden at nævne hans navn.

At det er den russiske præsident, og hendes egen far, hun taler om, hersker der imidlertid ikke megen tvivl om:

Luiza Rozova skulle være datter af Ruslands præsident, Vladimir Putin, som hun nu kritiserer.
Luiza Rozova skulle være datter af Ruslands præsident, Vladimir Putin, som hun nu kritiserer. Foto: Alexei Danichev/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er så dejligt at kunne vise verden mit ansigt igen,« skriver Luiza Rozova ifølge Bild på Telegram.

»Det minder mig hver dag om, hvem jeg blev født som, og hvem der ødelagde mit liv. Den mand, der tog millioner af liv og ødelagde mit,« tilføjer hun.

Ifølge Luiza Rozova – som også er blevet kendt under andre navne som Elizaveta Krivonogikh, Liza Rudnova, Elizaveta Olegovna Rudnova og Luiza Krivonogikh – blev hun efter den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 tvunget til at forlade sit hjemland.

Nu lever hun med sine egne ord i »et gyldent bur« – uden mulighed for at vende tilbage til Rusland

Det er aldrig blevet bekræftet fra officiel side, at Luiza Rozova skulle være datter af Vladimir Putin, men det har i mange år været en offentlig hemmelighed i Rusland, at det skulle være tilfældet.

Blandt fordi hendes mor, Svetlana Krivonogikh, katapulterede sig fra særdeles fattige kår til en position som en landets rigeste kvinder med store aktieposter i storbanken Bank Rossija og mediegruppen NMG.

Og det er altså angiveligt belønninger for affæren. Og den i dag 22-årige datter.

Allerede sidste år kunne et uafhængigt russisk medie fortælle, at 'Putins elskovsbarn' befandt sig i Paris efter at være forsvundet fra offentlighedens søgelys i Moskva.

Her studerede hun tilsyneladende på kulturuddannelsen ICART.

Luiza Rozova er tidligere blevet kritiseret for at leve et luksusliv med rejser med privatfly, designertøj og som DJ på trendy klubber.

Nu forsøger hun at ændre sit image ved at fordømme krigen i Ukraine og via sit arbejde på to gallerier i Paris, der ofte udstiller russiske og ukrainske kunstnere, som er stærkt kritiske over for den russiske invasion.

Det er uvist, hvornår de nye billeder af Luiza Rozova, som hun har delt på Telegram, er taget.