Et hold forhandlere fra Rusland og fra Ukraine er mandag ved middagstid ankommet til Istanbul, hvor de på ny skal forhandle om fred.

Men sidste gang, de to nationer forhandlede, udspillede der sig et sandt kaos, forklarer TV 2's korrespondent Rasmus Tantholdt, som også deler sine forventninger til mandagens forhandlinger.

For præcis to uger siden i Istanbul fandt de første fredsforhandlinger sted. 

Information fra forhandlingerne var sparsom. Men vi ved, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var til stede i Tyrkiet, og at Rusland havde sendt en delegation af diplomater mod den tyrkiske storby Istanbul.

Men ellers var der ingen, der vidste noget:

»Jeg har dækket mange topmøder, men aldrig har jeg oplevet, at man som journalist ikke anede, hvem der dukkede op, eller hvad der præcist skulle diskuteres på mødet,« siger Rasmus Tantholdt.

»Det hele var meget kaotisk, mens en masse journalister løb forvirrede rundt som hovedløse kyllinger. Mødet skulle etableres på meget kort tid, og den sparsomme planlægning skinnede igennem.«

Midt i virvaret dukkede en ukrainsk minister op foran den fremmødte presse, der havde stået forventningsfulde foran paladset i flere timer. Det udviklede sig til det, Rasmus Tantholdt beskriver som »et kaos uden sammenligning.«

Journalisterne ventede i spænding. Men ingen vidste noget.
Journalisterne ventede i spænding. Men ingen vidste noget. Foto: Stringer/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi var flere hundrede journalister, og da den ukrainske minister troppede op, var folk oprigtigt ved at komme til skade. Jeg stod midt i det hele og måtte spænde samtlige muskler i kroppen for ikke at blive væltet omkuld,« siger han.

Men samtidig er TV2's korrespondent i tvivl om, hvorvidt fredsforhandlingerne vil føre til noget:

»Jeg vil stille mig kritisk over for, om parterne overhovedet er interesserede i at stoppe krigen, og om Rusland eller Ukraine er villige til at indgå kompromisser,« siger han. 

Tantholdt henviser til, at Rusland dagen inden de første forhandlinger gennemførte det største angreb målt på missiler og droner siden krigens begyndelse. 

I weekenden indledte Ukraine et omfattende droneangreb på russiske bombefly placeret langt inde i Rusland på luftbaser. Ifølge ukrainske kilder blev 41 fly ramt. 

»Hvis man fra begge parters side inderligt vil fred, vil man jo forsøge at deeskalere konflikten og vise velvilje gennem handling. Men hverken Rusland eller Ukraine har vist velvilje, når det gælder konfliktnedtrapning.«

»Jeg forventer, at mandagens møde vil ligne situationen fra sidste gang. Jeg tror ikke på et gennembrud. Det tror jeg heller ikke, at hverken Rusland eller Ukraine nødvendigvis gør.«

Ved mandagens møde forventes det, at Rusland vil præsentere deres betingelser for fred.